27.05.2006, Af Vivian, pædagog

Jeg har igennem nogle år arbejdet med omsorgsvigtet børn og unge, der bor på opholdssteder. jeg har arbejdet med nogle forskellige former for pædagogik og troede at det var derigennem,at jeg skulle finde svaret på, hvad der var bedst for barnet /den unge.Her nogle år efter mener jeg ikke, at svaret findes i pædagogikken, men i pædagogen selv.Altså det at turde at danne en relation ikke kun at være en pædagog, som der dækker sig ind via sin faglighed og glemmer at være menneske, for hvem er vi grunden os der arbejder med omsorssvigtede børn og unge ? hvis vi dækker os ind bag en facade af faglig og forsøger at være fagligheden selv mister vi i grunden ikke blot os selv, men også personen som har behov for støtte.

Årsagen til,at jeg ønsker debat om dette emne er at jeg desværre alt for ofte møde pædagoger som har alt for travlt med at passe på sig selv og har alt for travlt med at holde den proffesionelle afstand til barnet og den unge for netop at varetage det at være proffesionel pædagog. Jeg tror ikke at vi som pædagoger flytter nogle,på den konto. Fokuset bliver ofte på pædagogen istedet for, der hvor det burde være. Hvad er det vi er så fandes bange for omsvigtet børn og unge eller er det i virkeligheden os selv ?

Gå til top