At være barn af en alkoholiker
19.03.2006, Af Kristian Wienberg
Jeg er opvokset med en far der er alkoholiker, jeg var meget overladt til mig selv, jeg skulle i en meget tidlig alder være den voksne, i det far og søn forhold vi havde, var rollerne byttet rundt, jeg skulle, vaske tøj, stå op om natten og lave mad efter min far har været i byen. Jeg gjorde bare hvad der blev sagt for at undgå min far begyndt at råbe og skælde mig ud. Mange gange hvor min far havde druk venner på besøg, blev jeg sendt ind på værelset og være der, En ting jeg husker er at jeg skulle hente min far på en bodega og skulle følge ham hjem, det er ikke kun sket engang men flere gange.
Jeg har følt længe jeg kun var hans værktøj for ham til at hente øl og tørre hans bræk op og lave de huslige ting. Jeg føler har ikke betydet ret meget for ham. Som 13 året kom jeg i plejefamilie der kunne jeg mærke jeg havde svært ved at stole på folk, Men da jeg fik af vide min plejemor jeg ikke måtte give hende et karm tog jeg meget stor afstand fra hende, jeg stolede ikke på nogen og jeg var rodløs. Jeg har længe følt mine ord ikke var stærke nok imod det system vi lever i. Jeg skulle stadig gøre hvad jeg blev bedt om, uden at blive spurgt om min mening. Som 16året blev jeg tvunget til at se min far en gang om måneden. Det mente min plejemor og familiepleje- konsulenten. Jeg hade bare den weekend jeg viste hvad der ville ske. Min far kunne ikke holde sig ædru i disse weekender. Men jeg fik at vide jeg bare kunne tage hjem hvis det blev for meget, men kunne ikke. Jeg var psykisk bundet inde hos min far, Jeg følte jeg ikke bare kunne tage hjem. Tiltroen til systemet blev aldrig den samme, jeg har altid følt hvad pædagoger og psykologer sagde, er lov og hvis man ikke er enige så er det lige meget.
Siden jeg var lille har jeg følt mig overvåget af systemet og blevet beskrevet i hoved og røv hvad jeg kan og beskrevet mest hvad jeg ikke kan og mangler. I dag er jeg meget bange for at gøre noget galt, for hvis der nu kommer nogen og peger fingre af det man lavede og skrev det ned. Jeg er bange for at blive overvåget døgnet rundt. Jeg husker tydeligt at min far og jeg var til nytårsaften hos nogen af min fars venner, men der kom slåskamp, jeg var ca.10år dengang, jeg måtte løbe ind til naboen helt alene og sige de skulle ringe til politiet. Da jeg kommer tilbage ligger min fars ven ved at kvæle min far, han ligger oven på min far.
Tiden nu
Jeg føler jeg ingen steder rigtig høre til og føler mig helt alene i min egen verden, indtil min kæreste kom ind i mit liv Hun kan se ind der hvor ingen har kunnet se før, Hun har giver mig noget af jeg mangler tryghed, Men følelsen at ikke høre til nogen steder hjemme og et tilhørssted kommer nok ikke foreløbig Men idet jeg har fået en kæreste kommer tvivlen, at hun vil finde sig en anden eller en der er bedre, alle de psykiske ting.
Jeg skal bruge min fremtid på skabe tryghed og være nærværende på de mennesker jeg holder af. Men angsten om at miste vil altid være en stor del af mig noget jeg skal arbejde med nok resten af mit liv.
|