Hvem der havde sådan en plejefamilie
07.03.2006, Af Else Sommer
Tak til Tabuka for links til Støtteperson, Netværksanbringelse og Plejeforældre fortæller.
Alle er fremragende indlæg i debatten.
Først vil jeg kaste mig over plejefamilierne.
Det var virkelig en fornøjelse at få bekræftet, at der findes sådanne mennesker, der vil børn det godt og forstår hvordan.
Desværre er de så få.
De fleste af os må desværre nøjes med dem, der udelukkende gør det for pengenes skyld.
For at kunne gå hjemme hos egne børn eller være fri for at søge et regelmæssigt arbejde.
Eller dem med storhedsvanvid, der mener sig berettigede til at herse med andre, blot fordi de er "udvalgte" og godt betalte af kommunen.
Jeg skal ikke beskæftige mig med problemerne med at være et "offentligt" hjem, men alene se sagen fra barnets synspunkt.
Hørte ikke en eneste øffe om ferie og fridage til sig selv. Ej heller sygedagpenge, aflastning eller pension. Børnene var naturligvis en del af familien, og gode omsorgspersoner sender ikke deres børn væk.
Det var også befriende, at de ikke "ejede" børnene, men blot passede og elskede dem i forældrenes fravær.
De udviste respekt for børnene og deres familier og forstod, hvor vigtig relationer er for børn.
Et barn, der hører sin familie svinet til, bliver naturligvis vred og bedrøvet.
Den holdning, at nu skal jeg frelse barnet fra den skrækkelige familie, møder vi ofte.
Den bliver selvsagt dobbel grotesk, når barnets eget hjem er langt bedre end plejehjemmet.
Disse plejefamilier lagde vægt på at lade de biologiske forældre være forældre i den udstrækning, det var muligt og lod dem have oplevelser sammen med deres børn. Naturligvis kan man sige.
Desværre møder vi næsten kun plejeforældre, der saboterer samvær. Formodentlig ud fra motiverne: Kender barnet sin familie, vil det sammenligne og ikke vide af os, eller Vi har hørt så meget sladder om familien, eller Så vil barnet bare hjem og vi mister vor gode indkomst.
Ved at anbringe et barn hos dårlige plejeforældre begår man mindst en dobbel forbrydelse mod det.
Barnets hverdag bliver trøstesløs. Det mister al håb og tro på sig selv og voksne.
Samfundet ofrer kort sagt millioner på at gøre et håbefuldt barn til bundfald.
Så skaf venligst børnene nogle egnede anbringelsessteder, før I slæber af med dem.
Ironisk nok kunne jeg ikke åbne punktet Åbenhed over for supervision og netværk.
|