Sammenbrud i anbringelser
07.02.2008, Af Ole Kortz
Det er fortvivlende at læse SFIs rapporter og vide, at ingen vil kendes ved dem.
Ingen vil tage konsekvensen og stoppe alle de dyre, skadelige og meningsløse anbringelser af børn og unge.
Alle ved, at en anbringelse er dybt traumatiserende for barnet og dets netværk.
Det behøvede ikke nødvendigvis at være sådan, hvis man ville samarbejde med opholdsstedet,med barnet og dets familie, kan der komme noget godt ud af øvelsen.
Men det vil kommunerne normalt ikke, eller evner ikke.
Sagsbehandlerne mangler i den grad uddannelse og personlige forudsætninger for de indgribende beslutninger, de udsætter familierne for.
Desuden kan et anbragt barn snildt have 4 forskellige sagsbehandlere på et år. Folk, som naturligvis ikke kender barnet og langt mindre dets familie, dets ønsker og dets forhold i øvrigt.
Ikke engang et årligt besøg på anbringelsesstedet orker den "ansvarlige" sagsbehandler.
Tale med barnet bliver der sjældent lejlighed til og da slet ikke alene.
Jeg har hørt sagsbehandlere forsvare sig med, at de ikke ønsker at skræmme barnet/den unge.
Forældre og andre pårørende nægter de at tale med eller overhovedet at svare på henvendelser.
Det skulle være en forbedring, at kommuner "ejer" det barn, de har anbragt;men er det ikke, fordi 4 søskende nu snildt kan høre til i lige så mange kommuner, og ingen vil vedkende sig forældrene.
Det er sandt, at mange anbringelsessteder er alt for dårlige. Men hvordan skal selv de bedste klare opgaven, når kommunen ikke vil samarbejde. Når oplysninger om barnet og dets netværk er fri fantasi, og der hverken er mål eller mening med anbringelsen?
Alt for mange anbringelser bryder sammen.
Det tror da skam.
Der er kommet en ny uhyggelig tendens, hvor sagsbehandlere ukritisk anbringer så mange børn som muligt, mens kommunalbestyrelser i den anden ende opgiver de mishandlede børn af økonomiske årsager.
Som man ser, hjemgives 45% af de unge uden videre efter sammenbrud. 26% til gaden.
Dette uanset, at såvel børn som forældre har lidt under anbringelsen, og forholdene samlet er værre end det "uantagelige".
Får hjemmet eller de hjemløse børn så støtte?
Nej, naturligvis ikke.
I bedste fald udarbejdes der alenlange handleplaner (endelig), som fattige forældre har at efterleve og betale.
Det er ikke ualmindeligt, at mor og barn må klare sig for et rådighedsbeløb på 1 - 2000 kroner om måneden.
Til selve anbringelsen er der uanede midler.
Til støtte efter skaden er sket? NADA.
|