Socialministeriets betænkning om retssikkerhed
12.01.2006, Af Else Sommer
Det var dog den værste gyser, jeg nogentid har læst.
Alene udvalgets sammensætning! Ud over Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet er de alle i højeste grad interesserede i at stramme byrokratiets greb om borgerne.
Else Christensen, der ved, hvor dårligt det står til, må have haft en hård kamp. Hun ved om nogen, at det fortrinsvis er børn fra gode hjem, der tvangsfjernes, og at det bliver til ulykke for dem.
Hvordan kan man sige, at kontinuitet er lig barnets bedste.
Så skulle man da netop lade det blive i sit hjem.
Vil det så sige, at en dårlig anbringelse skal vare barndommen ud, fordi det er bedst for barnet?
Skal de dårligst stillede børn stadigvæk ingen hjælp have?
Alle implicerede må da vide, at de fleste tvangsanbringelser baseres på manglende faglighed. Det bliver vel ikke bedre af, at flere såkaldte fagpersoner skal pleje egne interesser i BU-udvalg.
Hvorfor bruges ordet tilknytning og ikke kærlighed? Et barn kan ikke leve uden kærlighed. Det nægtes det netop under langt de fleste anbringelser.
Hvornår er adoption blevet noget ønskværdigt for et barn? Rigtig mange adoptioner ender ulykkeligt.
Hvorfor lader man som om, barnet og dets familie har modstridende interesser? Familier ønsker altid det bedste for deres børn.
Forældres og slægtens retsstilling kan ikke forværres. I øjeblikket har vi slet ingen ret til at beskytte vore egne børn mod statens overgreb. Nu forstår jeg, at også børnene skal fratages den sidste smule ret, de har. Børn betragtes slet og ret som handelsvarer og statens ejendom.
Det eneste lyspunkt er, hvis anbragte børn kunne få en fast støtteperson, som de SELV har valgt.
Lad mig til slut gøre opmærksom på, at denne betænkning i høj grad strider mod Børnekonventionen og Menneskeretsdomstolens kendelser.
|