Kæmpen i lilleputland
13.10.2005, Af Svend-Aage Rasmussen (Godhavnsdrengene)
Kære Lilleputter
Jeg har stillet mig selv det spørgsmål, efter jeg kom i Godhavnsforeningen: Er jeg ikke selv medskyldig i, at vores børn og unge anbringes uden tanke for, hvad der er bedst for vores børn - og dermed for samfundet? Der sparer man på kronen og lader femmeren rulle med tanke på, at om 100 år er alting glemt. NEJ, det er det ikke. Jeg har læst og undersøgt, hvad der er sket de sidste 100 år angående omsorg for anbragte børn - ikke at forglemme hjemmeboende børn og efterværnet og tilsynet. Der er ikke sket særlige forbedringer af den rigtige slags.
Der findes efterhånden utallige foreninger og grupper i Danmark, ja i hele verden. Men lad os nu feje for egen dør. Der bliver debatteret side op side ned, og det er godt. Det må gerne fortsætte. Der er mange, der har brug for det.
Jeg har ikke den endelig løsning. Men i fælleskab kan vi, der er berørt af sagen, uden tvivl være de bedste til at løse problemet.
Jeg har selv gået med bind for øjene i 59 år, men blev vækket af nogle gæve gutter for et ½ år siden, og sammen har vi taget tyren ved hornene og ved fælles stædighed lovet hinanden ofring til den bitre ende. Det er blevet vores største mål resten af vores liv.
I juni måned stiftede vi Landsforeningen Godhavnsdregene/Piger, og så begyndte nogen at tro på en Godhavnsdreng. Vi har fået stor opbakning af alle medier, og Marie Rytter fra Svendborg Omsorgsmuseum og tidligere justistminister advokat Bjørn Elmkvist, som på vores vejne anklager myndighederne for misbrug og omsorgssvigt.
Jeg ved, at staten er kæmpen, og vi er lilleputter. Men en kæmpe falder jo hårdt.
Svend-Aage
En godhavnsdreng.
|