Kommentar til Henrik Egelund Nielsen
11.08.2005, Af Else Sommer
En noget sen kommentar til Henrik Egelunds artikel fra 2001 I Norge får tidligere anbragte op til 1980 erstatning for den misrøgt, de har været ude for.
Hvorfor kun til 80?
Det officielle svar er, at nu er alting meget bedre. Det samme gælder i Danmark. Før var der måske mørke pletter. Nu er alt under kontrol
KABU må formodes at omfatte de tidligere anbragte, der er sluppet nådigst fra indgrebet. De hårdest ramte kan slet ikke formulere sig Selv hos de heldige er der hård kritik af systemet, der har svigtet dem groft.
Videnskaben taler entydigt om, hvor skadelige anbringelser generelt er.
Kommunalpolitikere klager over tomme pengekasser.
Alligevel taler politiske partier godt heppet op af behandlere om at anbringe 4-5% af landets børn.
Intet er blevet bedre-tvært imod. Der er ren kaos på området, hvor alle kæmper for egne interesser Børn og deres pårørende bliver ofre.
Kommuner tager anbragte børn hjem i bunker for at spare, og samtidig udligner sagsbehandlere ved at anbringe alle de børn, de bare kan få fat i hvor som helst.
Alle taler om kvalitet i anbringelserne. Det er naturligvis vigtigt.
Men hvorfor taler ingen om at begrænse kvantiteten til de børn, der kan prifitere af den og for hvem den er nødvendigt.
Det er dog langt billigere og mere hensigtsmæssigt at tilbyde børn hjælp end at true børnene og udelukke dem fra samfundet.
|