Seksuel misbrug af anbragte børn
07.08.2005, Af Else Sommer
Mika har fuldstændig ret. Et barn skal være særdeles robust for at klare en tvangsanbringelse med psyken i behold.
Som hjælper gennem 15 år kan jeg fra min plads kun se tvangsanbringelse som ren ondskab rettet mod forældre, man ikke kan lide og deres afkom.
Når først barnet er kostet et tilfældigt sted hen, mister myndighederne som ved et trylleslag al interesse for såvel forældre som barn.
De seksuelle overgreb kende jeg alt for godt, såvel som de fysiske og psykiske.
Der er bare ingen myndigheder, der vil tage vore eller børnenes anmeldelser alvorligt. Ikke engang, når de voksne voldtager børnene.
Hør blot, hvad "Mads" 12 år beretter:
"Det allerækleste er, at man bliver tvunget til sex. De stærkeste drenge får de andre til at sutte på sig og gør det samme ved dem. Nogle stiller sig op og onanerer selv foran de små og de voksne. Pædagogerne sagde bare: 'Nej, nu går du for vidt. Det vil jeg ikke se på. Nu går jeg hjem.'
Så gik de bare over på den anden afdeling og drak kaffe. Så stod vi selv med salaten. Som sædvanlig.
Det er allerværst, når der kommer en pige. Der er næsten kun drenge. Piger bliver behandlet meget værre. De kan slet ikke klare sig. Line var 7 år, da hun kom. Hun var bare en sød lille pige. Men da der var gået en måned, kunne man slet ikke snakke med hende. Hun bare bed og kradsede.
De voksne er bare ligeglade i begge ender. De ser ingenting og hører ingenting. Børnene kunne ingenting gøre. Jeg nænnede ikke at fortælle mor, hvordan der var. Hun kunne jo gøre lige så lidt som jeg. Det ville bare gøre hende endnu mere ked af det. Hun savnede jo også mig"
Mads er nu ved at være voksen og kan imødese et liv som svingdørspatient på psykiatrisk. Lines skæbne kender jeg ikke.
De frivilligt anbragte kan dog fortælle om overgrebene til deres forældre og måske komme hjem.
De tvangsanbragte må knapt se deres familie og da under skarp overvågning. De må ikke klage.
|