Tilbage til forrige side

Hvordan indberette, når det er så svært at komme igennem

05.08.2005, Af Kirsten Skovbo, billedkunstner

Åbent brev til ministeren til Jydske Vestkysten!

Når du som Socialminister opfordrer os borgere til ikke at vende det døve øre til og se til den anden side, hvis vi ser børn blive svigtet eller udsat for vold, m.m. er det langt henad vejen lige det vi i forvejen gør.

Men - når det drejer sig om børn på døgninstitutioner/behandlingshjem/plejefamilier er det som at løbe panden imod en mur, hvis vi borgere forsøger at indberette svigt imod anbragte børn fra mange forskellige kommuner i landet. Bl.a. fordi der f. eks. mangler uanmeldte og oftere tilsyn, end den ene gang årligt, som du har proklameret. Hvor Socialpædagogen i sidste nummer beretter om Norge, der som minimum har fire tilsyn årligt. Og barnet bør have en tillidsvækkende person udenfor systemets regi. (Som kunne være et familiemedlem). Dette her mange tidligere anbragte unge påpeget som en STOR mangelvare. Derfor blev anbringelsen, der skulle have været til gavn for barnet/den unge, i stedet til smertefulde anbringelser uden noget sted eller nogen at kunne gå hen til, for at få støtte EFTER anbringelsen. Fordi deres egne biologiske familier ofte enten blev dem nægtet adgang i det omfang, barnet følelsesmæssigt havde brug for, eller blev nedgjort for øjnene af dem af systemet selv. Men det skal som nævnt være uvildige tilsyn, for man bider jo ikke af den hånd, der giver mad!

Du siger godt nok, at du før har sagt, at du ikke går ind i enkeltsager, men enkelte undtagelser har vi jo heldigvis set. Mon ikke du som Socialminister kunne modtage vigtige informationer til gavn for fremtidens børn, hvis du f.eks. gik til bunds i få enkeltesager. For at se hvordan systemet, i virkelighedens verden, fungerer. Sagerne har nemlig mange lighedspunkter, som i masser af tilfælde allerede er blevet dokumenteret skader og hæmmer børnene langt mere end det gavner. Min datter og jeg som et anbragt barns mor og bedstemor vil hermed inderlig gerne medvirke til belysning af netop vor sag.

Billedkunstner
Kirsten Skovbo
Urmagertoften 20
8270 Højbjerg

Gå til top