04.05.2005, Af Kirsten Skovbo, billedkunstner og næstformand for

Omsider åbner de tidligere anbragte børn op for, hvad de har gennegået under anbringelsen. Det gennemgående træk, som næsten SAMTLIGE beskriver som det værste, hvad enten de har været i familiepleje eller på institution, har været det store savn efter deres søskende og nære familie! Hvem der har forhindret dem deri, står ikke helt klart! Om det er socialforvaltniningen eller anbringelsesstedet går ud på et? Smerten og savnet er det samme!

Uforståeligt, at imens de to sidste socialministre har talt varmt og engageret for, at anbragte børn skal have meget mere nærkontakt med deres familiekreds, reagerer kommunerne ikke på dette udspil! Den begrænsede kontakt med familien forbigås , i ”stilhed” eller behandles så respektløst, at det gør meget ondt på barnet. De anbragte børn er jo lige så bekymret for hvordan deres kære har det derhjemme, som mange af familierne er bekymret for dem!

De, som påstår at hjælpe børnene, leverer tag over hovedet og mad på bordet! Men samtidig en dump følelse hos barnet/den unge af ikke at være en accepteret vigtig del af sit biologiske bagland. I mange tilfælde bliver børnenes familier på det nærmeste negliseret eller talt nedladende til. Og tildelte besøgstider varierer meget fra den ene kommune til den anden. Hvor f. eks. bedsteforældre, der ellers regnes for en god og omsorgsfuld ressource ofte kun tildeles sporadisk eller slet intet samvær Børnene er jo ikke fjernet p.g.a. bedsteforældrene! Sagshandlerene kører deres afgørelser så stramt, at der end ikke skabes plads til at barnet må komme på hjemmebesøg, når plejefamilier holder weekend- eller feriefri fra deres plejebørn! Barnet sendes derved yderligere til et fremmed sted!

Hvor forvaltingerne heller ikke giver tilladelse til kontakt en times tid dagligt, hvis barnet ligger syg på f.ek.s en institution! Enhver ved hvor megen omsorg et sygt barn har brug for! At have en voksen med god tid ved sin sygeseng varmer et lille barn langt ind i sjælen! Socialkontorerne opfører sig uflexible m.h.t. at bedømme børms forskellige behov i dets forskellige livsafsnit! De viger ikke en tomme fra deres en gang vedtagne beslutninger! Hvor Tv apperatet eller computerspillet i stedet bliver barnets gennemgående ”personlighed”, sammen med de mange forskellige pædagoger, afløsere, samt unge studerende, der kommer og går - rejser til og fra institutionen. Disse forskelige voksnes regelsæt forårsager forvirring i børnenes forståelse af livet ! De tør ikke give sig hen (knytte sig) til nogen, fordi de aldrig kan være sikre på, hvornår de står ladt alene tilbage med deres savn! Den måde anbringelsen er udformet efter, indebærer så store svigt, at det kommer til at præge børnene gennem hele livet! Når børnenes egen familie som regel er der hele tiden, hvorfor så lade børnene gå i evigt savn efter den nære familiekreds, som ligger lige for? De er så langtfra narkomaner, misbrugere eller psykisk syge alle sammen! Pædagogerne er der jo ikke mere, når de unge bliver myndige og skal stå på egne ben! Børnene påføres derfor langt værre ting, end det de måske blev fjernet fra! Det er snart vel bekendt, at en alt for stor gruppe tilhører en gråzone, hvor de ene og alene fjernes på sagsbehandleres bekymring! Uden grundige forundersøgelser eller beviser på misrøgt, vold, incest, m.m. fjernes mange børn, der aldrig behøvede det.Og modsat fjerner man ikke de børn, der virkelig er udsatte!

Statistikkerne taler deres tydelige sprog om at anbragte får forringet deres livskvalitet i invaliderende grad. Andre statistikker viser, at det i virkeligheden er 95 procent, der udmærket ville formå at skabe sig gode liv til trods for det hjem, de selv kom fra. De begår sjældent de samme fejl som forældrene og derfor er den megen snak om den sociale arv mere et forsøg fra systemes side på at legalisere deres handlinger. Danske børn tvangsfjernes i stigende grad uden det nødvendige kendskab til hverken barnet eller familiens situation. Og for ethvert barn burde det være en menneskeret at blive observeret tæt i deres eget miljø i mindst et kvart år med eventuelle støtteforanstaltninger til familien, førend man tyr til så traumisk en handling som en fjernelse, måske endda med uniformeret politi! Derefter anbringes det chokerede barnet i et fremmed og unaturligt børnemiljø på en institution, hvor det herefter bliver sygeliggjort ved ”hjælp ” af videre psykologiske undersøgelser, for at ”finde” noget på barnet, for at gøre fjernelsen legal!

I flere tilfælde lader man endda børn, som før anbringelsen havde en tryg og udviklende hverdag i deres dagsinstitution fratages denne, hvorefter de efter fjernelsen fra deres hjem og nærmiljø bliver holdt isoleret sammen med måske få og i visse tilfælde langt yngre spædbørn døgnet rundt. Ingen sætter spørgsmåltegn ved om barnet herefter hindres i at udvikle sig i sin almene sociale udvikling! Når børn observeres i fremmede og ængstende forhold, hvor de ikke engang aner, hvorfor deskulle hjemmefra, og hvor de ovenikøbet bliver adskilt fra deres søskende, kan det vel ikke undre nogen, at det ikke leverer en optimal skildring af barnet!

Ved 18 års alderen står adskillige af disse unge med op til fem- ti forskellige bosteder bag sig. Uden deres støttende familie og nære pårørende bag sig, fordi familieforholdet aldrig blev stimuleret eller understøttet. Spørgmålet står derfor tilbage: Når de unge ikke længere er anbragt, får de da svar på, om det virkelig var familien der svigtede dem , eller det var systemet som lagde hindringer i vejen?

Hvor blev egentlig den stærkt opreklamerede familierådslagning af?

Blledkunstner og næstformand for: Danmarks Børn
Kirsten skovbo. Urmagertoften 29, 8270 Højbjerg

Gå til top