03.05.2005, Af Inga

Egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg skriver til Jer, måske fordi jeg trænger til at "offentliggøre" mit liv som anbragt, måske fordi jeg stadig oplever, hvor lidt VIDEN de professionelle har omkring et barns følelser/oplevelser ved at bo et sted, der ikke giver dem et minimum af kærlighed/tryghed. Det er ikke så tit jeg hører pædagoger sige, jamen fordi forældrene drikker, kan de da godt være gode forældre, bare et enkelt eksempel.

Men jeg skriver nu alligevel.

Jeg har lige læst "Socialrådgiveren", hvor der var et indlæg om den nye bog"TABUKA". I den forbindelse fik jeg lyst til, at skrive hvordan jeg som anbragt levede og konsekvensen af anbringelsen.
Jeg blev anbragt som 1½ årig, boede på samme børnehjem i ca. 16 år. Min hverdag var STÆRKT præget mobning fra forstanderen og børnene ditto skolen. Et liv med overgreb både ved fysisk og psykisk vold og seksuel misbrug, fra forstanderens side. Efter som jeg var erklæret sinke, havde jeg INGEN stemme, at gøre godt med. Det tilsyn der blev ført fra diverse kommuner og forvaltninger, har ALDRIG talt med mig, og hvis de spurgte ville de ALDRIG få et ærligt svar.
Som 17 årig blev jeg anbragt i familiepleje, men eftersom jeg aldrig var vant til omsorg, var jeg ved at brække mig over familiens ønske om at give. Som 19 årig forsøgte jeg selvmord, og for FØRSTE gang var der nogen der kunne se mig.

Siden har jeg brugt 15 år af mit liv på at gå i terapi, og har i dag et liv jeg er glad for, men jeg har også erkendt, at jeg i andres øjne virker som enspænder. Jeg har ingen kæreste for jeg kan ikke klare at have et andet menneske SÅ tæt på. Jeg skrev en digtsamling om mit liv, som mine venner har fået, længere er jeg ikke nået.
Jeg blev uddannet pædagog i 83, incitamentet var, at jeg i hver tilfælde kunne gøre det bedre. Det forsvandt heldigvis i takt med faglig viden. Siden blev jeg uddannet socialrådgiver. Jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG ville arbejde i famileafd., dels fordi jeg ikke mener der bliver anbragt nok, og på en værdig måde, dels fordi jeg psykisk vil blive slidt op i løbet af ingen tid.

Når jeg så læser Jeres indlæg i mit fagblad, bliver jeg GLAD ved tanken om, at der sker noget konstruktiv for anbragte børn. Til gengæld SAVNER jeg i høj grad, at der var et mødested for ligestillede også aldersmæssigt, som var anbragt fra 61 til 79 ca. Det gør jeg fordi jeg TIT føler mig alene med mine oplevelser, jeg har en rigtig GOD vennekreds, men at høre om min fortid giver dem myrekryb og kvalme, det er derfor ikke så tit, at jeg har mulighed for, at snakke med nogen om konsekvensen af et liv som anbragt, eller BARE at være SAMMEN med ligestillede.

Venligst
Inga

Gå til top