Mangel på troværdighed
13.03.2005, Af Kirsten Skovbo, filmskolestuderende, billedkunstner og næstformand i: "Danmarks Børn"
Når cand. Psyk Niels Dueholm i sit indlæg den 28. feb. påstår, at Politiken giver et urimeligt og dystert billede af børns vilkår i familiepleje, så står spørgsmålet tilbage: Hvad mener han egentlig med det? Er 39 skæbner for meget? Hvorfor synger nattergalen ikke, selvom den er kommet ind i et forgyldt bur? N.D`s kritik og fortørnelse af det han kalder en uheldig og og ensidig journalistisk dækning, virker malplaceret, når han sidder som formand for familieplejen.
Burde N.D. da ikke, om nogen anden, stille sig på de forurettedes side? Børns følelser er som bekendt langt mere troværdige end kolde konstateringer!
Hvad er det han ærgrer sig over, når TABUKA siger, at deres materiale helt klart viser de dårligste forløb, hvor der gik mange ting skævt i plejefamilien, og hvor børn har levet under uantagelige forhold. Hvem er han, at han mener sig bedre vidende om børnene og plejefamilierne? Hvorfor ser formanden ikke, at TABUKA som en anden helhjertet Peter Sabroe netop peger på og støtter op om de mest udsatte børns sag? Burde N.D. da ikke være en af de første til at holde sig solidarisk på de svages side? Det bekræftes jo af de mange Socialforskningsinstut (SFI) rapporter, (lige siden 1992), at børn overvejende får det dårligt, når de anbringes!
Politikerne har desværre for længst underkastet sig psykologerne, når de bekræfter kommunernes uhæderlige påstande! Det ser ud somom politikerne længe har haft et misforstået socialt engegament! Hvor de påviseligt uden grund ofte tillader socialforvaltningerne at tvangsfjerne børn fra selv velfungerende kærlige familier. Her har Politiken vist sig modig m.h.t. at lade de hidtil umælende tage til genmæle!
En stor tak for dette! De har tilmed også ladet de plejebørns røst lyde, der kommer fra de gode plejefamilier. Men, når også sådanne steder efterlader barnet/den unge med tunge følelser i et gabende tomrum af ensomhed og isolation, er der noget meget mere galt, som ikke umiddelbart ses på overfladen. Disse unge fortæller jo, at det enten var socialkontoret/sagsbehandleren eller selve plejefamilien, der var enten den direkte eller indirekte årsag til at hindre barnets egen biologiske familie i at være noget for deres barn/barnebarn!
"Ser" N.D. da ikke disse unge tidligere, samt nuværende anbragtes følelser af at være andenrangs B-børn, som de betegner sig selv i Baglandet? Hvorfor hilser formanden ikke de unges egne udsagn velkomne og udviser en medmenneskelig forståelse og følelse og accept, fordi de nu omsider ærligt tør stå frem og vise sorgen og deres forspildte barndom frem?
Har formanden da aldrig selv kigget ind i ensomme barneøjne? Øjne der taler deres tydelige sprog om en så mørk fortvivlelse, at kun den, der selv har prøvet det, virkelig forstår! Børneskæbner, der kunne have haft et godt liv hvis...? Selvfølgelig findes der gode plejefamilier, (jeg er selv ven med en af dem gennem 30 år. En plejefamilie med hjertet på rette plads, hvor plejebørnene føler sig som en varm integreret del af familien, og hvor de resten af deres liv er hjertelig velkomne, (også selvom plejefamilien ikke længere tjener penge på dem)! Men hvis sådanne favnende plejefamilier kun udgør èn ud af tusinde, hvad så? Hvis der skulle være så mange af de gode plejefamilier, som N.D. påstår, hvorfor kalder han da ikke på alle de andre unges beretninger, så de kan skrive deres solstrålehistorier i en ny bog?
Det er somom N.D. befinder sig fjernt fra virkelighedens barske verden! HVIS et plejebarn føler sig svigtet, (fordi dets plejefamilie enten ikke er interesseret i, eller viser misforstået "hensyn" og/eller disrespekt overfor barnets egen biologiske familie), da er det soleklart, at børnene lider hårdt og unødigt under dette. Hvem ville ikke gøre det? Børn tager nemlig ikke lige så megen skade af, at deres forældre ikke er perfekte, som de skades af at skulle tvinges til at undvære både deres egne biologiske forældres og nære families varme kærlighed!
Derfor er det at føje spot til skade at udvise forargelse over, at der endelig er en avis, der TØR være talerør for børnene! Det er at lægge endnu større afstand til disse i forvejen kærlighedshungrende børn og unge. "Det rager den, der er sikker på sit, at resten af verden er ude af trit" (Piet Hein)! Den, der er inde i varmen kan sagtens sige til den forfrosne: Klar dig! Hvor befinder forståelsen sig hos den, der sidder på så ansvarsfuld en post? I sådan en position burde man da forvente et mindstemål af medmenneskelig indlevelse!
Når N.D. ydermere afslutter sit indlæg med et forsøg på at vise et glansbillede, om at samfundet løfter en kæmpe social opgave, så lyder det mere som brødnid end som troværdig og nøgtern vurdering! Det er måske ikke gået op for N.D., hvor mange familier, der ikke behøvede at få deres børn fjernet hjemmefra, (hvor man ikke engang bagefter kan fortælle barnet, at tvangsfjernelsen skyldes at deres far og mor drikker, er på stoffer, eller er sindssyge, når dette ikke er tilfældet)! Ved N.D. ikke, at langt over en trediedel af de anbragte børn og unge aldrig burde være fjernet fra hjemmet? Hvor meget mere ubærligt føler disse børn og unge sig så ikke, når det er systemet selv, der er årsagen til deres følelsesmæssige svigt, end at det eventuelt var deres egen biologiske families? Da må disse børns fortvivlelse blive endnu mere dyb og traumatisk?
Der er et utal af samfundssager der udløser erstatning, men der findes ikke den retssal eller den dommer, der er i stand til at give de uretfærdigt tvansfjernede børn og deres familier hverken erstatning eller oprejsning for tort og svie, for ødelagte liv, eller for tilsvinelse af deres gode navn og rygte. Blot se sagen fra Holstebro, hvor en mor blev utroligt uretfærdigt og dårligt behandlet, men efter lang tids kamp mod systemet, alligevel vandt sine børn tilbage, og endda fik rejst erstatningskrav. Men ikke engang hele tre psykologers udsagn om at her befandt sig en god og kærlig mor til hendes to drenge, formåede hele den samlede danske dommerstand og såkaldte retssikkerhed at fungere! Den berammede retssag, hvor endda advokaten Merete Stagetorn stillede sig til moderens rådighed, blev aflyst få timer før den skulle for!!! Hvad skal vi så bruge stat og kommune til, hvis de hverken yder os retfærdighed, og ej heller sørger for borgernes ve og vel?
Når anbragte børn ydermere risikerer at blive flyttet rundt mellem forskellige plejefamilier og døgninstitutioner, hvorfra flere børn flygter under stor fare for deres liv, burde det da stå klart for enhver, at INGEN sætter deres liv i fare, hvis tingene går så godt, som N.D. påstår? Nogle af de uoprettelige skader, som børn påføres af selve tvangsfjernelsen, sker når børnene bliver tilknytningsforstyrrede. Det kan ingen nogensinde rette op på!
Disse skæbner taler jo deres eget TYDELIGE sprog om smerte, isolation og afvisning.Om ikke at blive accepteret på lige fod med plejefamiliens egne børn til jul og ferier, m.m., samt om ikke at føle sig velkomne af plejefamiliens egne børn! Alene det, at der findes plejefamilier, som forsøger at få barnet til at glemme og fravælge sin egen biologiske familie, er mere end grund nok til at lade de hidtil "stummes" røst høre! Lad bare mange flere komme til orde med deres livshistorier! Både om hvordan systemet skalter og valter med de fjernede børn, om hvor ofte de skiller fjernede søskende fra hinanden, og om hvordan de kommer og stjæler en families børn (med uniformeret politi)! UDEN at fortælle hvor de har fjernet barnet hen til! Det er tilsyneladende en umulig opgave for kommunerne, plejefamilierne og døgninstitutionerne, m.fl. at opveje det dybe afsavn, der opstår, når barnet fjernes fra hele deres biologiske familie, daglige kendte kammerater, kæledyr, skole, fritidshjem, børnehave, m.m. Samtidig med, at socialforvaltningen gerne tildeler for få og for lidt samvær med familien!
N. D`s påstand om, at han bedre kan forstå, hvis sagsbehandlere ryster på hånden, når de skal fjerne børn, efter sådan en artikel, så vil jeg påpege, at der åbenbart ikke er noget i vejen når skiftende sagsbehandlere "forfatter" usande journaler om barnet og dets familie! Hvor familierne bagefter står fuldstændig retsløse, fordi de ikke engang kan få disse ofte injurerende udsagn rettet eller dementeret! Hvor kommunerne anvender psykologer i stor stil til at foretage undersøgelser på børnene - netop for at kunne stadfæste forvaltningens usaglige gætterier og løgne!
Men, lad N.D. varetage plejefamiliernes tarv, så vil vi som en mangeårig frivillig ulønnet forening fortsat varetage børnenes tarv! De anbragtes egne ord står stærkt, og så må den der har "øre" hører! Deres ord taler for sig selv. Det kan i hvert fald være meget svært at få øje på systemets velmenenhed, når det rask væk bruger over en halv million om året pr. barn på at fjerne børn, imens de ikke engang bagefter kan støtte samme anbragte børns mor til at få en bolig!
Billedkunstner og næstformand for: "Danmarks Børn"
Kirsten Skovbo
Urmagertoften 20
8270 Højbjerg
|