I har begge ret
13.06.2006, Af Stig
Jeg har nogle kommentarer til den spændende debat mellem Else Sommer og Anne Thomsen. For jeg tror jo egentligt bare I ser virkeligheden fra to forskellige verdenshjørner.
Det er en kendt sag, at der ikke reageres nok på institutioners og skolers bekymrede meldinger om børn med problemer. Social Forsknings Instituttets rapport "Tærskler for anbringelser" (TFA) demonstrerede, at sagsbehandlere lever efter sloganet: "intet nyt er godt nyt". Så et af deres reaktionsmøsntre er at undersøge, om der er pondus nok bag indberetningerne - set med sagsbehandlernes øjne, forsvinder mange sager af sig selv.
Men TFA viser også, at når sagsbehandlerne så reagerer, så er det ret tilfældigt, hvad der kommer til at ske. Det den ene sagsbehandler mener er tegn på, at barnet omgående skal tvangsfjernes fra hjemmet, mener en anden blot betyder, at familien trænger til en betalt ferie. Med andre ord: Tilfældighederne råder i høj grad på dette område.
Det viser TFA ikke er så underligt - sagsbehandlerne ved nemlig dels ikke ret meget om børnenes prognoser og endnu mindre om, hvilke tiltag der eventuelt kan hjælpe. De ved altså ikke om sandsynligheden taler for, at lille Viggo nok skal vokse sig sund og rask, eller om hans problemer er begyndelsen på en menneskelig og social deroute. Skulle sagsbehandleren beslutte sig for, at sagen er alvorlig ved hun (for det er som regel en hun) endnu mindre om, hvad der så kan hjælpe lille Viggo.
Så der er en del mulige scenarier for Viggos "problemer":
1) Måske har han alvorlige problemer, som heldigvis bliver erkendt af "systemet"
2) Måske har han alvorlige problemer, men systemet får desværre ikke ageret, fordi sagsbehandleren ikke ved nok om Viggos prognoser
3) Eller måske er Viggos problemer overfladiske og midlertidige, så han egentligt blot trænger til udviklingsro. Men sagsbehandleren tror desværre den er helt gal, og dermed starter en voldsom behandlingsindsats, som gør ondt værre. Det er eksempelvis ikke omkostningsfrit at blive anbragt udenfor hjemmet.
Det er selvsagt ikke ligegyldigt for Viggos udviklingspotentiale, hvilket tilfælde han bliver "dømt" til. Og det er jo umuligt at vurdere, hvor galt sagsbehandlerindsatsen i virkeligheden er. SFI's rapporter peger på, at børn der bliver anbragt, statistisk set, klarer sig endnu dårligere end deres søskende som "fik lov" at bo hjemme. Så meget for tesen om systemet der kan gøre det meget bedre end de "dårlige forældre".
Det kan Anne og Else så slå hinanden oven i hovedet med, uden at komme en løsning nærmere. Jeg synes jo nok undersøgelserne taler for, at vi forsøger at lave hjælpeforanstaltninger som er mindre indgribende i barnets liv (fordi de negative effekter af anbringelser tilsyneladende mere end opvejer de positive efffekter, statistisk set).
Som udgangspunkt kunne man jo lytte mere til børnene. I dag ignoreres barnets meldinger stort set (faktisk uanset om det signalerer, at det ønsker en anbringelse eller det modsatte). Finder man en anbringelse meget nærliggende selvom barnet siger nej, kunne man forestille sig en "prøveperiode" for at se, om barnet fastholder sit nej. Nogle gange er det faktisk barnet der har ret - også hvis barnet ønsker en anbringelse, selvom kommunen ikke synes det ser ud som den bedste løsning. Barnet "ved" mere om sagen end kommunen gør, og siger nogle gange ikke alt, hvad det ved ...
Man kunne også forestille sig indsatser der er mindre stigmatiserende end i dag. Hvis det nu var relativt almindeligt, at børn med en "svag" skolegang deltog i en eftermiddagsskole efter almindelid skoletid, hvor de fik hjælp og ro til lektier og fik lov at lave nogle ting de kunne få ros for (indsamlinger, skuespil, sløjd, billedkunst, gymnastik eller hvad ved jeg), så de kunne få nogle positive input, så kunne vi forhåbentligt få rettet op på en del af børnene, uden at ty til meget drastiske midler.
Jeg er en stor tilhænger af en "minimal men passende" indsats. Vi skal ikke skyde spurve med kanoner. Omvendt findes der foruroligende eksempler på børn, der ikke er blevet hørt, trods gentagne råb om hjælp. Jeg tror ikke det er særligt frugtbart, at man står fra hver sin side af hegnet og råber om "anbringelsesindustri" på den ene side, medens den anden side er sikker på, at forældrenes interesser er de modsatte af børnenes.
Jeg finder sagsbehandlernes videnniveau foruroligende. Der er behov for, at sagsbehandlernes kvalifikations niveau højnes betydeligt. Men der er også behov for en voldsomt forøget vidensindsamling - der går rygter om, at række indsatser er bedre end anbringelse, uden at "systemet" har interesse eller økonomi i at undersøge, om det er rigtigt. Det er helt ufatteligt, at et så væsentligt område er så nedprioriteret, forskningsmæssigt set.
Politisk set hører området under Serviceloven, men se om det skinner igennem. Området er præget af en konservatisme som vel egentligt ikke genfindes andre steder i samfundet - vi skal have skruet op for samarbejdet og ned for polariseringen....
|