Hjælp og tilsyn i plejefamilier
23.02.2005, Af Merete Skov-Hansen, tidl. plejemor
Kære Eva Kjer Hansen.
Jeg skriver til Dig, da jeg i dagen avis læser om Din urokkelige holdning til hjælp og tilsyn i plejefamilier.
Som nu tidligere plejemor, senest i 15 år for det samme barn, vil jeg gøre dig opmærksom på at det er nødvendigt med større støtte og hjælp til plejefamilier og de anbragte børn.
De børn der anbringes i dag i plejefamilier og på institutioner er oftest meget skadede og har en tung problematik med sig.
Det er almindelig kendt viden, at dannelsen af et menneskes personlighed og ballast gives indenfor det første halve leveår.
De børn der anbringes - har levet i belastede biologiske familier i længere tid, inden de anbringes.
Vores seneste plejebarn, var to år og tå måneder da hun kom her. Da det oprindelig var planlagt som en mor/barn anbringelse, så de dengang anbringende myndigheder nok ikke så meget på at plejebarnet var 1 år ældre end vores biologiske yngste barn - en pige.
Da moderen forlod sin nedtrapning, fortsatte sit misbrug og døde af en overdosis, da pigen havde været her - i knap to ændredes situationen.
Vi mente godt at hun fortsat kunne være en del af vores familie, kunne ikke byde et barn at skulle flyttes til en anden familie, nu hvor hun havde boet hos os i 2 år.
Hun har i alle årene været en del af familie, og er det stadig til trods for de problemer der har været og uanset de konflikter der har været.
Når jeg tænker tilbage - ved jeg, at årsagen til at det er gået som det er, ikke skyldes min og min mands manglende evne som forældre.
Vi har fire andre børn - der alle er blevet "velopdragne og velfungerende" voksne.
Vores plejedatter har derimod udviklet sig i en anden retning og hendes liv er i den grad præget af hendes belastede start i livet.
Vore forudsætninger som plejeforældre har været de erfaringer med de fire andre børn, men de har ikke rakt til en barn med problemer. Derfor kan jeg i dag se at vi har løst de problemer der har været, ud fra de forudsætninger vi har, og som ikke rækker til et barn som hende.
Det har de anbringende myndigheder også vidst - og hvis ikke de har vidst det, er de ikke egnede til den opgave de har.
Vi som plejeforældre skulle have haft tæt supervision i alle årene - mindst en gang om måneden, hvor de forskellige konflikt situationer var blevet drøftet - hvordan vi havde løst dem, og hvordan vi kunne have løst dem til barnets bedste.
Hun skulle have haft tæt kontakt med en anden voksen, der kunne have støttet hende i den vanskelige proces med at erkende, at hendes biologiske forældre ikke magtede opgaven, hjulpet hende med tabet af både mor og far og alle de deraf afledte problemer.
Men hvad har man gjort? - Sporadiske besøg - der helt klart var bedst dengang det var Københavns Amts Ungdomscenter der førte tilsyn.
Siden anbringelses kommunen tog over - blev det sjældnere og det har været standarden lige siden.
Myndighederne har været glade når det gik godt, og så kun kommet med brandslukning ved kriser. Når så tingene var faldet til ro - kunne vi passe os selv igen.
Det fik voldsomme konsekvenser for pigen og for os som familie - hvor hun endnu i dag er den tabende part.
Da hun flyttede herfra - blev hun i første omgang anbragt på et værelse, hos en ung familie med små børn. Det gik et par måneder, hvor hun så tog amfetamin, havde fingrene i mandens pengepung mm, og måtte flytte.
Så tog mormor og morbror over - for det kunne de da sagtens klare, men de har nu også givet op.
Kommunens sagsbehandler har holdt hende hen i de 1½ år, indtil hun fyldte 18 og nu kan hun passe sig selv.
Vi som familie må leve videre med ar på sjælen - værst for den yngste pige, der har haft en svær periode.
Vi er her stadig for vores plejedatter, hun kommer her heldigvis stadig og vi hjælper det vi kan. Hun er en integreret del af vores familie, og hun volder os stadig bekymringer. Det gør os ondt at se hvor svær hendes tilværelse er, og samtidig tænke på hvordan det kunne have været hvis vi alle havde fået den støtte der var nødvendig.
Så Du bør lytte både til tidligere anbragte og til vi, der er og har været plejefamilier. Hvis foranstaltninger skal bære frugt og give børnene et godt liv, skal det gribes an på en anden måde.
Og vi er ikke de eneste - der findes mange familier i samme situation, da det jo er den billigste anbringelsesform - der bliver dyr i det lange løb.
Med venlig hilsen
Merete Skov-Hansen
Pilevej 73
4340 Tølløse
|