Tilbage til forrige side

Kategorisk afvisning af bedsteforældre

15.11.2004, Af Kirsten Skovbo, bedstemor, filmskolestuderende og billedkunstner

Kære alle!

Igen kommer endnu en ny sag frem på TV om, hvilken sej kamp det var at blive plejeforældre til egne børnebørn.

Den sendes på DR2 Kl. 15:30 i dag den 15.november.

Det er påfaldende, at det i vore dage ikke ligger lige for som en god kærlig og hensynsfuld løsning, at bedsteforældre får lov til at tage sig af deres børnebørn, hvis de af den ene eller anden eller helt tredie grund ikke kan forblive hjemme hos deres egne forældre!

Hvad der var helt almindeligt i vor og vore bedsteforældres tid, det koster åbenbart os bedsteforældre en hård, langvarig og psykisk opslidende kamp med systemet.

Ofte så lang og udmattende en kamp, at både vi, men især børnebørnene, lider unødige skader i ventetiden.

Dengang var det et helt almindeligt fænomen, at den ældre generation som en selvfølge tog sig kærligt af deres børnebørn og indlemmede dem i deres egen børneflok. Og dengang var folk ofte meget fattige og måtte kæmpe hårdt for det daglige brød, samtidig med at de boede i meget små huse eller lejligheder.

Ja, selv vore folkekære digter H.C. Andersen voksede op i et meget lille uanseeligt hus.

Men det skal blive spændende at se udsendelsen idag på TV!

Kirsten

Gå til top