Mere om børn og anbringelser
11.06.2006, Af Anne Thomsen
Kære Else Sommer
Først lige en kommentar til alt det vi, trods alt, kan være enige om: Du har helt ret når du skriver at sagsbehandlerne er for dårligtuddannede (sparekniven har også ramt helt ind til benet på det område), Mange anbringelsessteder eksistere kun for pengenes skyld, tilsynet er for ringe og politikerne er meget tæt på ligeglade ( når det ikke lige går ud over deres gode navn og rygte).
Du har også ret i, at man selvfølgelig skal bestræbe sig på, at en anbringelse både er til barnets og forældrenes fordel - og at barnet skal tilbage i familien så hurtigt det på nogen måde er muligt. Så langt er vi enige.
Men.....Jeg er stadig af den faste overbevisning at ingen kommune "anholder" børn fra gode hjem uden en meget vægtig grund - hvorfor skulle de dog det, når det nu koster så meget at anbringe et barn. Det er den absolutte sidste udvej.
Der har været sager fremme i medierne hvor børn er blevet svigtet på det groveste af de sagsbehandlere der skulle varetage deres tarv. Det er frygteligt ulykkeligt at sagsbehandlerne i disse sager, uberettiget, så incestramte børn hvor det ikke var berettiget. Og det er katastrofalt at disse familier og børn blev ramt så hårdt. Den pågældende kommune har svigtet i disse sager.
Men der har også været sager hvor børn IKKE er blevet fjernet og hvor det er gået frygteligt galt af samme grund - de sager er de fleste.
Alt for mange børn lever med vold, misrøgt og seksuelt udnyttelse i deres eget hjem, uden at det bliver opdaget. Sådanne familier er er gode til at skjule hvad der foregår - og det foregår selv i de bedste "gode" og, udadtil, velfungerende familier.
Derfor var det jeg reagerede på dit indlæg. For virkeligheden er ikke altid som den bliver fremlagt af de berørte familier. Hvis en kommune vælger at anbringe, er der altid en eller anden mistanke - en vægtig grund - til at man gør det. Anbringelsen sker ikke bare sådan lige uden videre. F.eks ved jeg, at blandt andet børnenes børnehave eller fritidshjem og skole vil blive kontaktet osv. Der er flere vidnesbyrd der tæller.
Min erfaring er, at de fleste kommuner svigter børn (og forældre) på det groveste, og at de ikke gør noget før sagen ligger lige foran deres fødder så de ikke kan undgå at falde over den. De kunne måske have reddet nogle børn fra en anbringelse hvis de havde reageret noget før - for du har jo ret i, at en anbringelse er en traumatisk oplevelse for børn og forældre. Nogle gange var det måske nærmere forældrene der skulle "anbringes" istedet.
Vi kan ikke løbe fra at nogle forældre ikke er gode forældre. Alle forældre elsker deres børn - men nogle gange magter de ikke det ansvar det er, at tage sig ordentlig af de børn de sætte i verden.
Det var ud fra den synsvinkel at min holdning om "heller en anbringelse for meget end en for lidt" er blevet født - det mener jeg for så vidt stadigvæk.
Når det er sagt, så må vi, sammen med Tabuka, arbejde for at plejefamilierne/stederne går ind i arbejdet med børnene med hjertet og ikke med pengepungen. Vi må sikre at sagsbehandlerne får redskaber til at tage de rette beslutninger og at der er en streng kontrol med hvem der bliver godkendt til at tage sig af de børn det går ud over.
Som sagt i mit første indlæg, så ser jeg sagen fra børnenes side. Og hvis der er den mindste mistanke om overgreb i hjemmet skal og må der tages affære - på den ene eller anden måde.
Du ser sagen fra forældrenes side og det er godt - nogle skal være på deres side. Det må være frygteligt at miste det bedste man har, hvis ikke man syntes der er nogen god grund.
Jeg håber så også, at du undersøger de sager du har med at gøre helt til bunds, så ingen børn bliver hjemgivet til uegnede forældre.
Venlig hilsen
Anne Thomsen
|