Plejebørn til syn
13.10.2004, Af TABUKA-projektgruppemedlem Stefan Jul Gunnersen
I lang tid har der været fokus på anbringelser af børn og unge, idet udgifterne til dette område er stigende og i sig selv foruroligende store. Der er mange bud på, hvordan man begrænser udgifterne, og kommunerne rundt om i landet finder deres egne løsningsmodeller. Hvorvidt det emne, jeg her tager op - nemlig den stigende hjemtagelse af tilsynet af anbragte børn fra familieplejeforeninger til kommunen selv - er resultatet af besparelser, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder er det en vigtig problematik at tage fat i - både for barnets bedste, men i lige så høj grad for samfundets bedste. Det er kommende samfundsborgere, det drejer sig om. Hvis anbragte børn får en opvækst, hvor de er vant til, at de voksne ikke lytter til dem eller handler hen over hovedet på dem, så er der vel nok en større risiko for, at de ikke vil respektere samfundets regler og normer, når de bliver voksne. Eller måske vil de føle sig svigtet og ryge ud i kriminalitet eller misbrug af stoffer eller alkohol, fordi de ikke mener, at de er noget værd, når de voksne ikke har syntes, at der var grund til at holde øje med, om de havde det godt. Netop derfor er det vigtigt, at tilsynet fungerer som et sikkerhedsnet for det enkelte barn. En måde, hvorpå det anbragte børn kan sige til og fra - hvad fungerer, og hvad fungerer ikke. Spørgsmålet er så bare: Hvem gør det bedst? Familieplejeforeningerne eller kommunens sagsbehandlere?
Det er kommet til mit kendskab gennem mit arbejde som foredragsholder på anbringelsesområdet, at mange plejefamilier er foruroligede over, at nogle kommuner vælger at hjemtage plejetilsynet fra familieplejeforeningerne. De oplever, at deres plejebørn mister deres nuværende tilsynsførende, som bliver erstattet af kommunens sagsbehandler. De mister mennesker, som har været med dem et godt stykke af anbringelsestiden, og som rent faktisk i en hel del tilfælde betyder noget i børnenes liv. Et tilsyn er jo ikke bare et besøg. Eller det bør det i hvert fald ikke være. For et plejebarn kan et tilsyn være den eneste vej ud af en plejefamilie, hvis man har det dårligt og mistrives. For andre plejebørn kan det være en fortrolig voksen, man kan tale med om problemer, så man netop undgår at have det dårligt i en plejefamilie. For atter andre kan det være en person, der minder én om, at der findes mange andre, der er anbragt ligesom én selv. Men mest af alt er det ligesom, når man tager biler til syn - den tilsynsførende skal opdage de fejl, som plejefamilien ikke selv ser i hverdagen. Det er mennesker og ikke biler, der skal synes, og det kræver overskud, tid, viden, empati og tillid at sætte sig ind i et andet menneskes liv - og måske endnu mere af hver af delene, når det drejer sig om sårbare børn, der kan have det svært på grund af tidlige følelsesmæssige skader. Dette ved familieplejeforeningerne, men ved kommunen det også? Eller sagt på en anden måde: Har kommunen nok menneskelige ressourcer til at kunne gøre dette tilfredsstillende?
Hjemtagningen betyder konkret, at den tilsynsførende fra en forening bliver skiftet ud med en tilsynsførende fra kommunen, og det er som oftest en sagsbehandler. Man kan spørge, hvori problemet ligger, for er det ikke bare en anden person, der kommer ind i barnets liv og lærer vedkommende at kende på samme måde som den anden konsulent? Ja og nej. Potentialet er der , ja. Men i praksis virker det sjældent. Mange plejebørn har oplevet en lang række forskellige professionelle voksne i deres liv. De har ofte oplevet ikke at blive lyttet til af disse personer. Derudover har voksnes adfærd igennem barnets opvækst skabt negative forventninger til voksne, så børnene for længst er negativt indstillet overfor de fleste voksne. Barnet har mange gange oplevet brud og diskontinuitet i en sådan grad, at det kun ønsker at åbne sig for andre mennesker, såfremt det får tid og plads til at lære vedkommende at kende. På den måde er det yderst uheldigt , hvis barnet har en konstruktiv kontakt til en tilsynsførende, og vedkommende så med kort varsel bliver skiftet ud. Dette kan ikke mindske et plejebarns tendens til at isolere sig, snarere tværtimod. Det er ganske enkelt ikke særlig konstruktivt. Man bør tage §32 i serviceloven alvorligt - det er en hensigtserklæring, der blandt andet formulerer, at man skal høre og inddrage børn og unge i sager, der angår dem. Hvorfor ikke give barnet valget at sige ja eller nej? Eller hvorfor ikke lade de børn, der allerede har en konsulent, de er glade for, beholde vedkommende og så ellers konsekvent føre tilsyn fra kommunens side med de kommende anbragte, såfremt dette er nødvendigt? Måske er det et økonomisk spørgsmål, måske er det et spørgsmål om kommunens tillid til familieplejeforeningerne - under alle omstændigheder savnes en ordentlig argumentation for at fjerne barnets tillidspersoner (i de tilfælde, de overhovedet føler tillid til tilsynet).
En anden problematik i at skifte tilsynet ud ligger i sagsbehandlerens arbejdsvilkår. Sagsbehandlerens arbejdsbyrde er temmelig stor. De fleste sagsbehandlere har mellem 20 og 80 sager og regner man lidt på det, svarer det til maksimalt ½-2 time om ugen per sag. Hver sag kræver forberedelse og overskud og tid til at tale med både barnet og plejeforældrene. Det er trods alt børn og unges liv, det drejer sig om, når man fører tilsyn. Man skal kunne opfange signaler, som børnene ofte går og gemmer væk fra andre mennesker. Det kan tage tid, og der er jo også transporten frem og tilbage . Så hvor meget tid er der egentlig tilbage til selve samtalerne? Og skal man forberede sig i bilen på vej derhen? Derudover er plejebørn lige så vel som andre børn loyale over for dem, der tager sig af dem - altså plejeforældrene i deres tilfælde. Ofte er der ikke noget problem, men i de tilfælde, hvor der er problemer i familien, er det vigtigt for den tilsynsførende at tage det alvorligt og ikke mindst opdage det . Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, hvor mange sagsbehandlere, der er i stand til at se det, der er nødvendigt at se? De har ikke altid den fornødne viden om "børnesamtalen", altså hvordan man taler med børn og unge på en konstruktiv måde, så man vinder tillid og når ind under barnets naturlige forsvar; de har langt fra altid tid til at vinde barnets tillid og få vedkommende til at åbne sig og fortælle om sine problemer; og nærmest vigtigst af alt: De når ofte ikke at lære barnet at kende, førend deres job er overtaget af en anden sagsbehandler. Med andre ord risikerer sagsbehandleren altså at skabe yderligere afstand til barnet og dermed øge isolationen, hvis man ikke er i stand til at varetage funktionen som tilsynsførende ordentligt. Afstand til andre er for et plejebarn ofte ensbetydende med ensomhed, der som oftest ikke har mange fortrolige voksne eller jævnaldrende at knytte sig til, da plejebarnet sjældent deler de samme oplevelser af livet med andre. Med andre ord stiller et svækket tilsyn barnet svagere i livet på kort og på langt sigt. Man kan risikere at give barnet oplevelser af, at andre mennesker er ligeglade og for optagede af andre sager. Dette kan i værste fald føre til selvmordsforsøg og andre lignende nødråb og i bedste fald til børn, der lærer, at de eneste mennesker, man kan stole på, er sig selv.
Ved derimod at have et tilsyn, der bliver prioriteret af kvalificerede socialarbejdere - hvad end det er en sagsbehandler eller en konsulent fra en familieplejeforening - skaber man i bedste fald en kontinuitet i barnets liv og en tillid, der fører til, at barnet oplever den voksne som en fortrolig voksen, som man kan komme til med sine problemer. Eller måske opnår man at hjælpe de børn, der ikke har det godt i en plejefamilie, videre til et andet sted. Tilsynet er jo trods alt til for barnets skyld, og det må jo være det, et tilsyn skal være? Desuden ville man vel heller aldrig ønske at køre rundt i en bil, der godt nok har været til syn, men hvor problemerne enten ikke er blevet set eller ikke blevet rettet - også selv om det er billigere?
|