04.10.2004, Af bedstemor Kirsten Skovbo

Visionsløse anbringelser!
Nu hvor du om få dage deltager i mødet; "Anbringelser" i Århus den 30 september, føler jeg på egne og andres vegne, mig nødsaget til at beskrive vore dystre erfaringer omkring tvangsanbringelser, der ligesom de frivillige anbringelser er et og samme problem, fordi forældre i virkelighedens verden INTET valg har, når de får kommunernes "tilbud" om fjernelse af deres barn. Idet vort spinkle håb går på, at der levnes tid og opmærksomhed omkring alle de overgreb, som kommunerne i årevis har udsat os for. Som i øvrigt er blevet grundigt og særdeles kritisk beskrevet af både TV og medier i de sidste par år! Hvor vi oplever ethvert forsøg på dialog fra vor side, som en lang og udmattende kamp med kommunerne. Som sædvanligt er sådanne møder, som du nu skal til at deltage i, aldrig åbne for OS, selvom de jo handler om OS!!

Menneskerettigheder krænkes
Der tales konstant om børns vilkår i både børnehaver og skoler, m.m.. Om kompetente børn, om forskellige intelligenser, om rummelighed og faglig styrke. Emnet uudtømmeligt, når det drejer sig om vore kære børns fremtid. Men når talen lander på anbragte børns liv og muligheder, eller snarere mangel på samme, hvor befinder visionerne sig så? Hvor befinder disse børns muligheder sig for at få udviklet DERES intelligens og arbejdsmæssige kompetancer? Når vi ser, at de anbragte børn kunstigt holdes udenfor det almindelige sociale samfund! Hvor befinder så troværdigheden sig? Hvorfor tager vort land ikke tage ved lære af andres landes triste erfaringer, hvor der findes skrækscenarier nok? Som Australiens tvangsfjernelse af aboriginernes børn, som nord- og sydamerikas forsøg med tvungne kostskoler for indianerbørn, samt den algeriske FLN-regerings indfangning af tuaregernes børn til pigtrådsindhegnede centre for genopdragelse. For ikke at tale om den danske fiasko, da man tvangsfjernede grønlandske børn hertil. Ingen af disse tiltag har været andet end tragedier og ulykker... Vi efterlyser en holdningsændring af FAMILIEPOLITIK.

Proproganda
Befolkningen kan ikke bære mere, og børnene lider stor skade resten af deres liv over den vilkårlige procedyre, der forekommer på anbringelsesområdet. Der afsættes ikke ressourcer nok til at bevare den gode og sunde dialog med familierne. Vi kan ikke leve med, at regeringen sender materialer ud til nær og fjern med al deres fine snak om succesfuld familierådslagning m.m., når kommunerne kun bruger den model i begrænset omfang, eller slet ikke bruger den. Kommunalt selvstyre kan åbenbart ustraffet tillade sig alt. Lige fra at udstede en blankochek til at fjerne børn med, samt til at svine familiers gode navn og rygte til. Familier, der udsættes for chikane og som får fjernet børn pr. automatik, som rene ekspeditionssager, Vilkårlige tvangsfjernelser på løse formodninger,uden grundig dokumentation, føles for vi indvolverede parter som uoprettelige angreb på familiens livsnerve - og det gør meget ondt! Familier får således ødelagt både livskvalitet og arbejdsevne. Vi er totalt retsløse.

Afvist uden grund
Hvordan tror I vi føler det, når vi gennem weekends- og ferier året igennem IKKE kan få vore højtelskede og dybt savnede børnebørn på besøg i vore hjem, (hvor de førhen færdedes frie og glade), eller med ud til skov og strand i blot nogle få timer! Så vi derved kunne skabe minderige stunder sammen! Hvor der findes alt for mange tilfælde af at bedsteforældre heller ikke engang må deltage i børnebørnenes barnedåb, konfirmationer og andre vigtige begivenheden, og hvor børnene heller ikke kan få tilladelse til at deltage i deres biologiske familiers fester, som bl.a. sølvbryllup og runde fødselsdage. Ej heller til juleaften (som ellers siges at være familiernes fest)! Vigtige stunder som barnet senere som ung og voksen ellers kunne glædes ved og overleve på.. Og i de tilfælde, hvor forældrene befinder sig i periferien af barnets liv, kan bedsteforældre ikke engang få lov til at bruges som stand-in! End ikke i alvorlige sygdomstilfælde, hvor barnet ligger med høj feber på en institution! Skønt pædagoger hører børn trygle og bede om kontakt, får de ikke lov. Ej heller må børnene kontakte familien via telefonsamtaler i ny og næ! Alle disse forbud og strenge restriktioner - sker ene og alene, fordi der sidder en sagsbehandler og afviser bedsteforældrenes åbne arme. Hvor deres tilfældige udtalelser og bedømmelser, skrevet i journaler, af en til flere ukompetente forskellige sagsbehandlere, danner baggrund for afvisningerne!. Rapporter der endda går årtier tilbage! Derefter hænger disse usande og injurerende udtalelser om bedsteforældrene ved til evig tid! Ingen retssikkerhed i Danmark kan eller vil nogensinde ændre sådanne usande påstande. Hvor sådanne skæbnesvangre ord kan bevirke stor skade igennem det anbragte barns hele liv.

Terrorisering af familier
Hvad er det dog for skjulte dagsordener, der foregår i vort ellers så højt besungne velfærdssamfund? I Socialpædagogen sep.2004 skrives i artiklen: "Så hør dog på børnene", at børn ALTID for enhver pris SKAL høres og have at vide, HVORFOR det var nødvendigt at de blev fjernet hjemmefra. Dette har dog slet ingen sandhedsværdi for de anbragte børn, fordi der i masser af tilfælde slet ingen påviselig grund var til fjernelsen. Og de ord, der ved sådanne sårbare lejligheder udtales, vil for altid blive båret videre i barnets hjerte resten af dets liv. Måske der kun har været tale om samarbejdsvanskeligheder/kommunikationsbrist imellem barnets forældre og kommunen, som var eneste anbringelsesgrund! Hvordan dog fortælle børn sådan noget? Fakta er, at der er alt for mange elendigt udddannede sagsbehandlere, som ikke har den fornødne ekspertise eller tid til at tage sig af disse alvorlige sager. Det kan ende med, at vort samfund får mange flere fødsler i dølgsmål, da det er rygtedes overalt i Danmark, at selv nyfødte børn, ved politiets hjælp, bliver fjernet direkte ud af barselssengen. Til trods for sagsbehandleres forsikringer om det modsatte. Det er i høj grad et angreb på menneskerettigheder!.

Børn berøves hele deres netværk
Snart drejer det om hvert 10. barn, der fjernes hjemmefra, med de ca. 14.ooo børn der årligt anbringes. Børnene fjernes jo ikke kun fra deres forældre, men også fra hele deres nære familierelationer, som deres kendte dagligdag med kammerater, kæledyr, naboer, daginstitutioner, skoler, fritidshjem, o.s.v. Hvor vilkårlige fjernelser og hvor eventuelle søskende gerne må blive boende hjemme, forvirres børnene, som oplever en grusom forskelsbehandling, Samt når børn oplever at blive adskilt fra deres søskende, som man sågar skiller ad helt nede fra vuggestue- børnehave alderen og anbringer dem på hver deres institution, da bliver børn ulykkelige. Deres selvopfattelse lider ubodelig skade. Det ville være forståeligt med en adskillelse, hvis der havde fundet psykiske eller seksuelle overgreb sted mellem søskende. Men - DER FORELIGGER ALDRIG BEGRUNDELSER FRA KOMMUNENS SIDE. Ydermere ødelægges de nyfødtes tilknytningsevne, når de bliver taget som spæde fra deres mor, hvis hjerteslag, fars og mors stemmer samt hjemlige lyde barnet har lyttet til og kendt gennem de sidste svangerskabs måneder. Barnet fjernes på denne måde fra alt, hvad der er velkendt, endog mors fyldte bryst tages barnet fra.. Hvor det fjernes til nye fremmede og urovækkende lyde og lugte og et væld af ukendte mennesker, der kommer og går. Da observationshjem og børnehjem i vid udstrækning anvendes som forlængede uddannelsessteder for vordende pædagoger, bringes det lille sårbare barn i altfor mange hænder, og altfor mange måder at blive holdt på samt madet på. Denne uro og forvirring ødelægger helt og aldeles barnets tilknytningsevne. Et spædbarn kan ikke forholde sig til så mange personer, der hver især kommer med hver deres forskellige duft/lugte af deodoranter, parfumer, røg og rengøringsmidler Barnets sanser spoleres og det lukker hurtigt helt af for omverdenen.

Reaktionsmønstre
Der findes mange forskellige reaktionsmønstre hos voksne, der har været udsat for anbringelser i barndommen, som koster samfundet dyrt. Der kan også opstå et had til barnets egne forældre, når de som unge tidliger anbragte igen skal genforenes med familien. Fordi de troede, at det var forældrenes skyld, at det var dem der svigtede, og at det var dem, der ikke gjorde NOK for at få barnet hjem. Så når der f. eks. i sidste nyt af: Socialpædagogen sep. 2004 står beskrevet, at unge tidligere anbragte ikke klarer sig særlig godt, fordi de intet netværk og familie har, så er dette jo ikke HELE SANDHEDEN! Når det jo er systemet selv, der har berøvet dem familienetværket!!! Hvor de aldrig får nogen forklaring fra den anden side af handlingsforløbet! FOR BARNET ER KOMMUNEN JO KONSTANT EN "PERSON" UDEN ANSIGT, imens familien lettere kan bebrejdes, fordi de jo er de eneste, som den unge kan "smide" deres frustration og vrede i hovedet på. Imens den anvarlige sagsbehandler forbliver anonym, og måske for længst er rejst bort fra det kommunekontor, som barnet blev tvangsfjernet fra. Rapporter viser deres tydelige billede af hvorfor tidligere anbragte unge bliver både selvmordstruet, misbrugere, tidligt kriminelle og følelsesløse, fordi de ikke kan mærke hvem de selv er! Mange unge beretter, at deres tvungne ophold gennem hele barndommen har efterladt et stort sort hul, så de har mistet alt selvværd og i høj grad troen på deres medmennesker.

Fjernes for enhver pris
De chokerede forældre bliver ikke "samlet op" af et professionelt team efter en tvangafjernelse De lades i stikken. Heller ikke engang, hvis der er hjemboende søskende går man kan ind og yder støtte. Grænserne for at tvangsfjerne børn bliver mere og mere flydende henover det sociale skel. F. eks. lyder det på TV, at man kun fjerner børn fra dybt alvorlige alkoholiserede eller misbrugs- familier. Men dette er ikke et sandt billede, idet der fjernes utrolig mange børn fra gråzonefamilier, hvor barnet ikke behøvede at blive fjernet, men i stedet kunne være blevet støttet af velfærdsstaten. Den klientgørelse, der hersker indenfor tvangsfjernelsespolitikken skader ubodeligt. Hvor vi ser, at velartikulerede forældre IKKE får deres børn fjernet, selvom DERES omsorgssvigt måske er langt STØRRE. De bevarer deres familier intakte, bare fordi de har deres talegaver iorden, eller fordi deres pengepung er stor nok! (Vi kender adskillige eksempler på velbjærgede mødre/familier, der er ved at dø af druk, men som aldrig får deres børn fjernet)! Kommunerne tager aldrig affære i sådanne tilfælde, men fjerner KUN fra en øm og hengiven mor, HVIS hun ikke er god til at formulere sig, eller hvis hun NÆGTER at deltage i kommunens indkaldte møder, FORDI hun har dyrekøbte erfaringer for , at det ikke er et samarbejde, men DIKTATER, som kommunen trækker ned over hendes hoved. Sagsbehandlere kan jo,så let som ingenting, hvis de leder længe nok, finde fejl og mangler i enhver familie, samt ALTID finde et eller andet, de kan forfølge en familie på. Og mange bedsteforældre, der i sådanne situationer står parate til at indgå som tredje part, villige til at yde deres støtte, bliver afvist og totalt negliseret, idet de får besked om, at de ikke er PART i sagen, eller at de bare skal være "almindelige bedsteforældre". Vi går derfor rundt i evig angst for vore børnebørns ve og vel. Vi holdes i en STATISK tilstand - med armene nede og knuste hjerter. Hvor sjancen for at komme videre i vort liv ville være større, hvis der var tale om dødsfald, for så havde vi da et gravsted at lægge blomster på og et sted at græde ud ved. Når vore børnebørn holdes tvangsfjernede hele deres barne- og ungdom, så kan vi bedsteforældre aldrig nogensinde læne os tilbage i forvisning om, at de har det godt, fordi vi ser det modsatte ske.

Forældre i chok klarer ikke altid at holde samvær
Ofte bliver de nybagte forældre så chokereede over en uventet tvangsfjernelse, at de end ikke formår at passe et eventuelt samvær, fordi de ikke kan få nogen som helst forklaring på HVORFOR barnet skulle fjernet - endda med politiets hjælp! At se alt det de har samlet til det kommende barns fødsel - barnevogn, seng, dyne, legetøj og småtøj, giver så frygtelig en sorg, at det ikke kan beskrives. Det er en UMYNDIGGØRELSE af forældre, at man ikke engang vil fortælle dem GRUNDEN til indgrebet! Og det leverer så sandelig ikke troværdighed og tillid til systemet! Så deres sårede og vrede følelser blander sig ofte op med deres stærke bekymring for barnets ve og vel, samt skræk for at se hvordan deres barn har det. Derefter kan det ske, at forældrene behandles dybt nedladende, fordi de ikke straks formår at komme og besøge barnet regelmæssigt. Grunden kan også være, at de ikke TØR komme, fordi de er vante til, at det som sagsbehandleren skriver om dem i journalerne, ikke er i overensstemmelse med sandheden. Forældre og den nære slægt lades på enhver måde i stikken på denne måde EFTER en tvangsfjernelse. Fjernelser, som overhovedet ikke kommer ind under de sædvanlige påstande om at det KUN er fra alvorligt misbrugere eller psykisk syge, man fratager børn. Forældre bliver endvidere forvirret og vildledt over at se TV udsendelser, hvor f. eks. en stærkt handicappet mor, uden sprog og mulighed for at foretage selv de mest basale ting for sit nyfødte barns trivsel, at HUN får lov til at beholde SIT barn. Raske forældre vildledes på denne måde og de står aldeles uforstående overfor hvorfor DERES barn skulle fjernes!

Omvendt bevisførelse
I tvangsfjernelsessager er man ikke engang så forstående, som man ellers er, når et barn får følgeskab af sine forældre til et sygehus, som står for barnet som en total ukendt verden. En institution er ligeså fremmed for børn som et sygehus er. Der skrives endvidere i Socialbladet sep. 2004, at børn husker selv helt bittesmå detaljer omkring en tvangsfjernelse, hvor endog politiet ofte er indblandet, UDEN personer fra socialforvaltningen! Disse skæbnesvangre timer forfølger barnet konstant med traumatiske mareridt, som de aldrig får behandlet eller koimmer sig over. Enhver bedømmelse af et barns trivsel og psykiske tilstand kan ikke bedømmes optimalt, EFTER at barnet har opholdt sig dage, måneder, og måske halve år på en urolig døgninstitution.

I stedet burde en eventuel sagsbehandlers mistanke undersøges i barnets hjem igennem flere måneder. Hvor det ikke er nok, at der kommer en fremmed ind i hjemmet og sætter sig i sofaen, uden at foretage sig andet end at observere. Det bringer enhver familie til unormal opførsel. I stedet burde sådan en uvildig person deltage i hjemmets forskellige gøremål, tage med til udflugter, små gåture, besøge barnets institution, måske rydde op sammen med barnet på dets værelse, m.m. Også deltagelse i familiefester, således at vedkommende kunne få et alround billede og samtidig også finde ressourcestærke familiemedlemmer, venner eller naboer! Kort sagt gå ind i familiens dagligdag med et åbent sind, uden de sædvanlige snævre begrænsninger.

Ikke en bønne værd
En psykiatrisk bedømmelse er således ikke det værd som papiret er skrevet på, når barnet har befundet sig på institution igennem kortere eller længere tid. Under påvirkning af mange forskellige voksnes forskellige holdninger og udsagn. At handle bagvendt overfor små såvel som større børn er utilgiveligt og handler mere om uproffesionelt håndværk end noget andet.. En betjent kommer da ikke uden videre og anholder folk med en forhånds mistanke om at de vil begå et bankkup i næste uge! Det er som om Danmarks politikere fornægter alt om stærke, ægte og inderlige kærlighedsfølelser familiemedlemmer imellem.

De sørgelige statistikker fra både SFI og andre steder, viser jo mere og mere, at flere selv helt små børn ned til to årsalderen sendes på psykiatriske afdelinger. Det er ofte sket, at abeunger, der fjernes fra deres mor førend de er parate dertil, dør af sorg. Eller hvor unge anbragte, der ikke bliver hørt om, at de vantrives på dårlige institutioner med despotiske leder, skal straffes ved at blive smidt ind på lukkede psykiatriske afdelinger - uden at høre til sådannne steder.

Man fjerner ikke en hundehvalp
Det faktum, at anbragte børn ikke kommer til observation i deres eget hjem, eller lige efter de er blevet tvangsfjernet, bevirker jo, at man får et usandt og utroværdigt indtryk af barnet. Hvordan tro, at man kan observere børn, så lang tid som et halvt eller et helst år EFTER at barnet har været fjernet fra deres hjemlige omgivelser? Det ville svare til at fjerne en hundehvalp fra dens mor, og i lang tid derefter give den stuttefladske af fremmede hænder, for så bagefter at opstille en psykiatrisk diagnose af hundens normale sociale adfærd. Det ved enhver, at dette ikke kan lade sig gøre. Det er en stor skamplet for de psykiatriske rapporters troværdighed. Et observationshjem eller børnehjem anvendes jo mere som en læreranstalt for vordende pædagoger, end som et roligt og trygt hjem for små sårbare anbragte børn. Derved skades barnets voksekræfter, såvel som dets psykiske tilstand. Det er forræderi imod den opvoksende generation at lade tilfældighedernes spil herske på området.

Bedsteforældre lyves alt muligt på
Det er påfaldende at så mange bedsteforældre bliver løjet de værste injurerende ting på, for at kommunekontoret ad denne vej enten kan få en hurtig ekspedition gennemført, eller få held til at føre deres egne usande "beviser" for at undgå at inddrage hverken bedsteforældrene eller den nære familie i barnets liv. Bedsteforældre er uretfærdigt blevet anklaget for incest imod børnebørnene, (UDEN dog at blive anholdt af politiet, som sådan en anklage ellers skulle bevirke), og de er blevet anklaget med ord som: "Mormor er angivelig sindssyg, samt bedsteforældre der beskrives maniske, alkoholiske, symbiotiske, vanrøgtende m.m. "! Men hvor ingen af sådanne påstande findes dokumenteret indenfor lægelig regi. Og hvor disse dybt injurerende anklager aldrig bliver dementeret. Det betyder, at bedsteforældre står totalt retsløse. De usande oplysninger bliver til evig tid hængende i systemets journaler og kan på et eller andet tidspunkt volde store skader for det anbragte barns muligheder for at kende sin familie gennem sin opvækst. Oplysninger, der således bliver givet videre til eventuelle plejefamilier, på trods af at det ifølge dataregisteret er ulovligt at samkøre oplysninger. Det er jo forståeligt, at når plejefamilien læser sådanne usande sagsakter, at de bliver skræmte og ikke er interesserede i, at den nære familie, bedsteforældrene, onkler, tanter, m.m. får omgang med deres plejebørn. Der kendes grusomme eksempler herpå, hvor en af de værste handler om en mormor, der ellers før fjernelsen havde meget med sine børnebørn at gøre, nu ikke længere får lov til at se dem, netop p.g.a. usande journaler, som hun ALDRIG har kunnet få rettet. Denne uholdbare tilstand har nu varet i 17 år! Til dyb fortvivlelse for alle parter. Det skaber unødigt livslangt følelsesmæssigt stress for både børn og bedsteforældre,

En stor besparelse
Til slut vil jeg på egne og andres vegne henvise til, at hvis barnet er anbragt i en familiepleje, at det da ville betyde en enorm økonomisk besparelse, hvis bedsteforældre kunne få lov at træde til, der hvor plejefamilier holder friweekend og ferier UDEN plejebarnet, der bare skibbes hen til endnu nogle nye fremmede mennesker. Det ville ogsså tilgodese barnets basale behov for inderligt og kærligt samvær med sin egen biologiske familie

Opsummering:

1. Børn, der fjernes på den facon, som det gøres, både med og uden påviselig grund, skades for livet af at blive revet så brat fra det kendte miljø og familie. Der findes ingen velfungerende unge, der har været anbragte. De taler alle sammen om at de føler anbringelsen som et stort sort hul indeni, som de aldrig kan få fyldt. Og de aggressioner som de har fået imod deres biologiske forældre og nære slægt kan de aldrig nogensinde få bugt med, fordi opholdstederne har svinet deres familier til.

2. Børn mister jo ikke kun deres forældre, men også hele deres velkendte biologiske familie og daglige netværk, såsom kammerater, kæledyr, naboer, børnehave, skole, sfo, m.m.

3. Børn, der fjernes uden forståelse for grunden, skades resten af deres liv, fordi de også retter skylden indad mod sig selv. "Jeg var nok ikke god nok til at bo derhjemme"!

4. Børn, der vokser op uden ret meget samvær med deres bedsteforældre og øvrige familie fratages de barndoms vigtige minder, dufte, sansninger, billeder og fælles familieoplevelser m.m., som alle vi andre overlever på. De får intet tilhørsforhold. De er ikke noget specielt, men blot en anonym blandt mange på institutionen. DE OPLEVER HELE TIDEN VOKSNE DER GÅR, SIGER FARVEL, KOMMER TILBAGE, TAGER PÅ FERIE, SKAL HJEM OG FEJRE DERES EGNE BØRNS FØDSELSDAG. Børn bliver på denne måde konstant mindet om, at de ikke er lige så meget værd, som de ansatte personales egne familier. Børnene har ikke mere noget hjem. Ikke mere nogen familie, som de må se - hverken til jul, pinse eller påske. Institutionen kan minde om en hovedbanegård, hvor de voksne kommer og går.

5. Børn, der vokser op med mange forskellige mere eller mindre kompetente voksne, med alle deres vidt forskellige måder at være på, at dufte/lugte på, at skælde ud på, at nedgøre eller kysse og kramme på, at sætte unødvendige grænsedragning på, at tage følelsesmæssig afstand på, disse børn får ofte den ordløse meddelelse, om at de ikke er noget værd som de er.

6. Børn, der konstant bliver nægtet selv helt basale behov igennem deres opvækst på institutioner, (f.eks. en trøstende hånd fra sin bedstemor, hvis mor ikke kan komme under sygdom med høj feber) bliver apatiske og mister livslysten.

7. Børn der ikke får sandheden at vide omkring årsagen til at de skulle fjernes får sådan et stort chok, når de bliver gamle nok til at forstå, hvordan sammenhængen egentlig var, at de får så stort had til samfundet, at de måske bliver terrorister af det.

8. Børn, der ikke får selv beskedne ønsker opfyldt, bliver vant til at fornægte og fortrænge, således at de som voksne bliver enten følelseskolde kriminelle, eller potentielle selvmordere.

9. Børn, der vokser op på aflåste og indhegnede institutioner berøves friheden til at bevæge sig derhen hvor de vil, når de har lyst dertil, får deres iniativ og sunde nysgerrighed ødelagt. De må heller ikke ringe til deres familier, når de får lyst.

10. Børn der i årevis, især i den allermest følsomme alder, for størstedelen holdes udenfor det almindelige sociale samfund, får deres evner til at omgås andre jævnaldrende alvorligt hæmmet. Sådan at i skolesammenhænge er der altfor mange af dem, der ender på en hjælpeskole. Ofte undlader institutioner at give dem en ordentlig skolegang efter loven. Og børn der konstant går og savner deres kærlige familie, de bruger så mange kræfter på hele tiden at sørge og savne, at de ingen kræfter har tilovers for indlæring.

Venligst Kirsten Skovbo - én blandt mange bedstemødre! "Bedsteforældrene Lyset" http://www.hyllemormor.dk

Gå til top