For barnets bedste eller kommunens?
13.09.2004, Af TABUKA-projektgruppemedlem Stefan Jul Gunnersen
Om ændring af strategi for familieplejetilsyn
Når kravet om besparelser og skattestop runger højt og tydeligt over hele landet som nu, sker det ofte, at nogle kommuner føler sig trængt op i en krog. Hvor skal man spare? Hvad skal man gøre? Hvad kan man gøre for at tage hensyn til medarbejderne, så disse ikke ender med at blive sparet væk? Dette er væsentlige spørgsmål - og det er ikke sjove beslutninger, der skal tages. Men beslutninger skal der jo tages.
Med denne indledning vil jeg som aktiv på anbringelsesområdet godt sætte fokus på, at dette lille skrift omhandler de prioriteringer, som jeg mener, at kommunerne foretager. Hvad konsekvenserne af unuancerede beslutninger er, og hvad det giver samfundet i sidste ende.
Gennem mit arbejde på anbringelsesområdet - specielt igennem TABUKA - er det kommet til mit kendskab, at man i adskillige socialforvaltninger har valgt at tage nogle konsekvente beslutninger, der går på, at man - for at sikre jobs i kommunen, lader det til - trækker plejetilsynet væk fra familieplejeforeninger rundt om i landet. Det gør man, fordi det tilsyneladende er dyrt for den enkelte kommune at plejetilsynet af foreningerne.
Det er der nu ikke helt enighed om rundt omkring. Familieplejen på Fyn udtalte således i forbindelse med, at jeg var der til et foredrag, at de stort set ikke koster mere end sagsbehandlerne, og at de i øvrigt tager tilsynet langt mere alvorligt, end en kommune har ressourcer til. De tillægger for eksempel regelmæssige og hyppige besøg stor betydning. De er ude indtil 9-12 gange om året i hver plejefamilie, og det er 4 til 6 gange mere end kommunernes sagsbehandlere generelt beretter om, at de har tid til.
Det sikrer i sig selv naturligvis ikke en bedre kvalitet i arbejdet, og det er nok heller ikke alle familieplejeforeninger, der gør således, men min holdning og erfaring er i hvert fald, at de børn, der bor i pleje, har behov for en regelmæssig kontakt til en mere eller mindre autoritær voksen, som i realiteten er deres eneste sikkerhedsnet mod mistrivsel i plejefamilien. Og det er ikke ofte, at der er tale om mistrivsel. Desuden har mange børn ifølge mine erfaringer brug for en fortrolig voksen uden for plejefamilien og at opleve noget kontinuitet og regelmæssighed i forhold til "systemet". Og kan man forvente, at en sagsbehandler kan opfylde dette behov? Det mener jeg er urealistisk, eftersom erfaringen hos mange tidligere anbragte og en række plejefamilier er, at sagsbehandlerne skifter så ofte, at de umuligt kan opnå barnets tillid. Og denne tillid er vigtig for i sidste ende at skabe samfundsborgere, der stoler på, at systemet virker. Samfundsborgere, der ønsker at udfylde en position i samfundet, og som ikke tyer til kriminalitet, misbrug eller bliver rodløs, fordi det oplever samfundet som utrygt, usammenhængende, og at man i bund og grund er alene i verden. Og det er i bund og grund at kaste vand på den mølle, når man svigter et barn på denne måde - et barn, som i forvejen er svigtet af samfundet og forældrene på flere andre måder.
Derudover bringer det skift i tilsyn fra familieplejekonsulent til sagsbehandler andre alvorlige konsekvenser med sig. Et barn i en plejefamilie har ikke nødvendigvis et godt og nært forhold til den tilsynsførende, men flere plejefamilier beretter om 10-årige plejebørn, der har haft den samme konsulent i mange år, og som nu er tvunget til at vænne sig til en sagsbehandler, de slet ikke kender. Og som sandsynligvis er skiftet ud inden for et par år. Hvad gør det ved barnet? Det svarer til at miste nogen, man har nær - såfremt man har dem nær, selvfølgelig. Det kan utvivlsomt give en oplevelse af diskontinuitet og brud, og det er netop centralt for anbragte ifølge det materiale, vi i TABUKA har indsamlet i samarbejde med 40 tidligere anbragte.
Kan det virkelig være meningen, at kommuner tager mere hensyn til deres egne medarbejdere end til de børn, som har brug for så meget mere end en voksen, de kan stole på, men som uden de fortrolige voksne rent faktisk står meget alene og på bar bund på trods af, at de har en plejefamilie? Hvis det er sådan fat, så ved vi, at problemerne med anbringelsesområdet er større, end jeg umiddelbart kunne forestille os!
|