Tilbage til forrige side

Forrige nyhed

Næste nyhed

Kvartalsstatistik på anbringelsesområdet

30.06.2006, Pressemeddelelse fra Socialministeriet

Ankestyrelsen har for Socialministeriet udarbejdet en kvartalsstatistik på anbringelsesområdet. Statistikken skal medvirke til at give et bedre overblik over området og styrke indsatsen på anbringelsesområdet.

Statistikken er en del af anbringelsesreformen der trådte i kraft ved årsskiftet og skal sørge for en løbende overvågning af anbringelser i Danmark.

”Med anbringelsesstatistikken har vi fået en hel ny mulighed for at følge området omkring anbragte børn og unge. Vi får viden om, hvorfor børn anbringes, hvor mange og hvem der anbringes, hvor de anbringes, hvorfor anbringelser nogle gange bryder sammen osv. Det er en meget vigtig viden i forhold til hele tiden at kunne forbedre området og i forhold til at kunne følge med i kommunernes indsats på området” siger socialminister Eva Kjer Hansen.

Statistikken viser blandt andet følgende:

* I 48 % af de nye afgørelser om anbringelse er sagen om anbringelse rejst ved en henvendelse fra forældremyndighedsindehaver.

* I næsten 9 ud af 10 anbringelser er en del af årsagen til anbringelsen problemer hos forældrene eller i familien.

”Det er tankevækkende, at så mange anbringelser udspringer af forældrenes henvendelser. Jeg ser det som et tegn på, at mange forældre ønsker hjælp til at tackle deres børn. Hvis man tager udgangspunkt i forældrenes ønske om hjælp og arbejder med at give dem bedre redskaber til at takle forældrerollen tror jeg, at det kan være med til at forhindre, at en anbringelse bliver nødvendig” siger Eva Kjer Hansen.

Se hele statistikken her

Yderligere oplysninger:
Lise Stidsen Vandahl, fuldmægtig: 33 92 47 07

Pressekontakt:
Nicolai Schacke, pressesekretær: 33 92 46 71 / 40 70 69 01

Gå til top