Tidlig indsats over for socialt udsatte børn
23.03.2006, Pressemeddelelse fra Socialforskningsinstituttet
Knap 10 procent af de danske børn har tunge problemer som små. De har en særlig risiko for at føre vanskeligheder med sig videre i livet. De kunne have gavn af, at der tidligere blev sat ind med hjælp. Men hvad er det for nogle børn?
Det har Socialministeriet bedt Socialforskningsinstituttet om at give et bud på. Det er sket ved at analysere de data, der findes i børneforløbsundersøgelsen af danske børn og af børn med anden etnisk baggrund end dansk. Undersøgelsen følger børn fra 1995-årgangen.
Analysen peger på fire grupper af børn, som enten selv har problemer, eller hvor familien har problemer, som ofte vil gå ud over børnene:
børn, der har konflikter med jævnaldrende
børn i familier med samlivsbrud, hvor moderen er blevet mishandlet
børn i familier, hvor moderen føler sig deprimeret
børn, der har en dårlig beherskelse af dansk, herunder børn, der ikke er glade for at gå i skole.
Fælles træk hos de udsatte børn
Der er flere drenge end piger med problemer. 58 pct. af børnene med mange vanskeligheder er drenge. Flere af de udsatte børn end andre børn dyrker ikke nogen fritidsinteresser, men bruger virkelig meget tid foran fjernsynet. Børn med vanskeligheder foretager sig færre ting sammen med deres forældre:
48 pct. af børnene dyrker aldrig fælles fritidsaktiviteter med forældrene. Blandt de øvrige børn er der 32 pct.
9 pct. af børnene tager aldrig på ture med forældrene. Blandt de øvrige børn gælder det 4 pct.
12 pct. af børnene med mange vanskeligheder får aldrig læst højt af forældrene. Blandt de øvrige børn er der 6 pct., der aldrig får læst højt.
Forældre med svage ressourcer
Det er børn af ressourcesvage forældre, som i særlig grad skal hjælpes. Ressourcestærke forældre kan langt bedre selv hjælpe og opsøge professionel hjælp, hvis deres børn har vanskeligheder. Langt de fleste af børnene med mange vanskeligheder har forældre med dårlig økonomi, lav uddannelse, svag tilknytning til arbejdsmarkedet, svagt socialt netværk og personlige problemer. I disse familier er der en ophobning af belastende forhold.
Yderligere oplysninger:
Programleder Else Christensen, tlf.: 33 48 08 87, e-mail: ec@sfi.dk
Udgivelse: Christensen, E.: Opvækst med særlig risiko. Socialforskningsinstituttet 06:04
Udgivelsesdato: 23. marts 2006
Omfang/pris: 93 sider/85,- kr. inkl. moms.
|