SFI-rapport: Mange anbringelser bryder sammen
02.02.2006, Pressemeddelelse fra Socialforskningsinstituttet
Et stort antal børn og unge oplever, at deres anbringelse uden for hjemmet stopper tidligere end planlagt. Når det gælder teenagere, sker det for næsten halvdelen. Det viser en ny rapport fra Socialforskningsinstituttet, som sammenfatter resultaterne fra udenlandsk forskning om sammenbrud i anbringelser. Der findes endnu ingen danske resultater på området.
Sammenbrud i anbringelsen er meget problematisk for de unge, som ofte har haft en turbulent opvækst og netop har behov for stabilitet og kontinuitet.
De unge er ofte blevet anbragt på grund af adfærdsvanskeligheder, og det er mange gange også deres adfærd, der får anbringelsen til at bryde sammen. Der findes altså tilsyneladende ikke noget passende anbringelsestilbud til mange unge fra denne gruppe.
Sammenbrud har alvorlige konsekvenser for de unge
Et turbulent anbringelsesforløb er ikke en undtagelse, men snarere reglen, og det kan have alvorlige konsekvenser for de unge. Mange af dem har haft en barndom præget af brudte relationer, mange flytninger og skoleskift, og en del af formålet med anbringelsen var netop at give dem mere stabile vilkår. I stedet risikerer de pludselig at stå helt uden støttende voksenkontakt.
Anbringelsesformen har betydning for sammenbrud
Flere undersøgelser dokumenterer, at unge, der er anbragt i slægtspleje, ikke helt så ofte oplever, at anbringelsen bryder sammen. Der er et tydeligt behov for at få mere viden om, hvor ofte forskellige typer af anbringelse bryder sammen.
En måde at forebygge sammenbrud på kan ifølge rapporten være bedre oplysning til de unge og anbringelsesstedet om risikoen for konflikter og sammenbrud. En anden mulighed er at udvikle programmer til at støtte de unge og anbringelsesstedet med henblik på at opfange konflikter tidligt. Desuden kan en stabil livline i form af en kvalificeret person, som de unge kan tale med om deres problemer, måske forhindre, at større eller mindre konflikter kulminerer i et sammenbrud.
Rapporten indgår som en del af forberedelsen til Socialforskningsinstituttets kommende undersøgelse om sammenbrud i teenageanbringelser, som er støttet af det Strategiske Program for Velfærdsforskning.
Yderligere oplysninger: Seniorforsker Tine Egelund, tlf.: 3348 0821, e-mail: te@sfi.dk
Udgivelse: Tine Egelund: Sammenbrud i anbringelser. En forskningsmæssig belysning.
Socialforskningsinstituttet 06:01
Udgivelsesdato: 2. februar 2006
Omfang/pris: 79 sider/kr. 65,- inkl. moms.
|