Hjælp til udsatte børn
11.05.2008, Af Stefan Jul Gunnersen, refereret fra Politiken.dk
Politiken.dk skriver i dag, at velfærdsminister Karen Jespersen ønsker at forbedre vilkårene for udsatte børn. Ministeren mener, at det handler om at tage ansvar og at drage de unge og deres forældre til ansvar med konsekvenser - og i sidste ende kan det nogen gange medføre en anbringelse uden for hjemmet.
Det er især den seneste tids omtale af adskillige sager, hvor kommunerne ikke har været gode nok til at håndtere sager med udsatte børn, der har medført, at Karen Jespersen ønsker en omfattende revision af lovgivningen på området. Formålet er at gøre det mere gennemskueligt, hvornår et barn skal anbringes uden for hjemmet.
"Barnets reform" kalder Karen Jespersen forslaget, hvor dyder og pligter bliver sat i centrum. Det handler om holdninger, adfærd og et ordentligt værdigrundlag, og det bør man ikke have berøringsangst over for at melde ud om, mener ministeren.
|