Tilbage til forrige side

Forrige nyhed

Næste nyhed

Børnesagens fællesråd efterlyser ombudsmand til børn

01.10.2005, Af Stefan Jul Gunnersen, refereret fra Kristeligt Dagblad

Kristeligt Dagblad skriver, at Børnesagens Fællesråd, som er en paraplyorganisation for 14 større børneorganisationer i Danmark, mener, at nu, hvor det er 100 år siden, at den første danske børnelov blev indført, er det oplagt at følge i andre skandinaviske landes spor og oprette en børneombudsmand. Denne skal især skærpe klagemulighederne for anbragte børn.

Grunden til dette er, at anbragte børns klagemuligheder er begrænsede, og dette bliver også kritiseret af FN's børnekomité, der i denne uge har udsendt en rapport om Danmark.

Børnesagens Fællesråd mener yderligere, at en sådan ombudsmand kan erstatte Børnerådet, hvilket formanden for Børnerådet, Klaus Wilmann, er uenig i. Han mener snarere, at den allerede eksisterende ombudsmand bør prioritere børnene højere.

__________

I TABUKA-bogen er det tydeligt, at anbragte børn ønsker en mulighed for at klage.

Første problem er, at de anbragte børn og unge ikke altid ved, at de kan klage, så en evt. børneombudsmand, Børnerådet og/eller andre kan have til opgave dels at informere om klagemulighederne (ligesom Socialministeriet har taget initiativ til - dog i mindre omfang, end vi mener, at der er behov for).

Andet problem er, at de - som det ser ud nu - sjældent har lyst til at klage, da det skal gå igennem de personer, som de i mange tilfælde ønsker at klage over.

Derfor er en logisk konklusion at give dem en kanal, som de kan kontakte, og som er uvildig i forhold til kommunen og de professionelle personer i barnets liv.

TABUKA vil ikke tage stilling til, om Børnerådet, Børnesagens Fællesråd eller Red Barnet, som også bliver omtalt i artiklen, har ret i deres synspunkter, men vi kan kun bifalde, at emnet bliver taget op og diskuteret.

Gå til top