Tilbage til forrige side

Forrige nyhed

Næste nyhed

Færre anbringelser af børn og unge i København

28.06.2005, Af Stefan Jul Gunnersen, refereret fra Jyllands-Posten København/DAGNY

Jyllands-Posten København skriver i dag, at antallet af anbragte børn og unge i København er faldet fra 2.500 i 2001 til ca. 2.000 i år. Det betyder, at København i forhold til antallet af tvangsfjernelser nærmer sig landsgennemsnittet. Forklaringen, som gives af kontorchef Flemming Nielsen, er, at den befolkningsmæssige sammensætning i København har ændret sig i takt med stigende priser og højere lønindkomst.

På trods af de færre anbringelser er omkostningerne for hver af anbringelserne stigende, og en af grundene til det mener Flemming Nielsen er et spørgsmål om stigende lønudgifter til døgnanbringelserne.

I TABUKA kan vi stille os lidt kritisk over for en udtalelse om, at formindskelsen af antallet af anbringelser har noget at gøre med befolkningssammensætning, lønindtægt og stigende huspriser. Snarere handler det for os at se om, at kommunen og landet generelt igennem de sidste år er blevet nødt til at skære ned på antallet af anbringelser, dels fordi det er en "trend", der også ses mange andre steder, og dels fordi det vurderes, at det er det bedste for barnet.

Derfor vil vi i TABUKA fastholde, at anbringelser ikke kan undgås, og at man ikke for enhver pris skal forsøge at undlade at anbringe. Der findes mange gode måder, hvorpå man kan finde ud af, om en mulig anbringelse kan undgås (f.eks. familierådslagning), men det er uholdbart entydigt at lægge op til, at anbringelser skal undgås.

Gå til top