Historien bag TABUKA

Statistikken viste pr. 31. december 2002, at der var cirka 14.400 anbragte børn og unge i Danmark. Mange undersøgelser har vist, at disse børn og unge sjældent blev inddraget i beslutningerne omkring deres eget liv, og at en større inddragelse af børn og unge formentlig ville skærpe kvaliteten i anbringelser.

Det ses desuden alt for ofte, at anbragte børn mistrives og er præget af indadvendte eller udadvendte reaktioner som fx selvmordsforsøg og voldelig adfærd, hvilket er svært for fagfolk at imødekomme med deres viden.

Der var derfor brug for et initiativ, der inddrog de anbragte børn og unge og den viden, de kunne bidrage med i kraft af deres erfaringer som anbragt. I dag, efter og samtidig med vidensindsamlingen, er der kommet en lang række initiativer på banen - og hver af dem er et skridt på vejen mod noget bedre.

Henrik Egelund Nielsen tog initiativ til at danne TABUKA's projektgruppe, som kom til at bestå af repræsentanter og brugere fra forskellige organisationer med tilknytning til anbringelsesområdet. Efter at have ansøgt Socialministeriet om cirka en halv million kroner og have fået godkendt projektet, der blev tilknyttet KABU-projektet, gik en større planlægning i gang. Den udmundede i to konferencer, der satte fokus på deltagernes oplevelser i deres barndom, ungdom og nuværende voksenliv - alt sammen med fokus på det at være anbragt/tidligere anbragt. Konferencerne var lukkede arrangementer og koncentrerede sig om forbedring af kvaliteten både før, under og efter et anbringelsesforløb og blev struktureret som gruppediskussioner ud fra fire temaer. Derudover blev deltagerne løbende inddraget som kommentatorer i forhold til skrivning og som beslutningstagere i forhold til dele af arbejdsprocessen og det efterfølgende forløb.

I marts 2003 afrapporterede TABUKA til Socialministeriets KABU-projekt. Det kom der et notat på et halvt hundrede sider ud af. Dette var dog ikke helt nok for TABUKA-deltagerne eller projektgruppen, så arbejdet fortsatte godt to år endnu, indtil vi i februar 2005 endelig udgav TABUKA-bogen med ca. 400 siders læsning om en lang række aspekter af det at være anbragt - alt sammen set gennem barnets og den anbragtes øjne.

Med denne vidensindsamling håber vi på, at TABUKA har gjort - og fortsat kan gøre - en forskel. Dele af projektgruppen fortsætter med at holde oplæg og foredrag gennem den nye landsorganisation.

Gå til top