KABU-projektet er iværksat af Socialministeriet og var et 3-årigt projekt, som handlede om kvalitet i anbringelsesarbejdet med børn og unge. Det overordnede formål med KABU-projektet, der kørte fra 2002 til 2005, var i en samlet form at få opsamlet, udviklet og formidlet viden, der kan medvirke til at kvalificere arbejdet med anbringelser af børn og unge såvel aktuelt som på længere sigt.

Socialministeriets kvalitetsprojekt på anbringelsesområdet var et paraplyprojekt, som udgjorde den overordnede ramme for en række initiativer og selvstændige delprojekter. KABU-projektet sammenbandtes på tværs af initiativerne og delprojekterne gennem fem målsætninger, som tilsammen sammenfattede projektets udfordringer.

De fem målsætninger:

  • Udvikling af kvalitet i anbringelsesarbejdet

  • Udvikling af metoder i anbringelsesarbejdet

  • Vidensindsamling

  • Udvikling af redskaber til dokumentation og efterprøvning af effekt

  • Udvikling af formidlings- og implementeringsredskaber

Udgangspunktet i KABU-projektet var intentionen om inddragelse og involvering af anbragte børn og unge samt deres forældre, for der foreligger både blandt børnene, de unge og forældrene en stor mængde viden om, hvad det er, der virker og ikke virker i forbindelse med anbringelse. Denne viden kunne sammen med praksis og forskning skabe et bedre fundament for anbringelser.

Gå til top